50 år med salg af nye og brugte biler skal fejres

Starten var beskeden som Triumph forhandler og salg af brugte biler, siden er det gået rigtigt stærkt, især gav forhandlingen af Land Rover, Bilcentret et stort løft, og det engelske bilmærke har været stærkt medvirkende til, at Bilcentret er hvor de er i dag.

50 år med salg af nye og brugte biler skal fejres Jacob og Peer Glad er indehavere af det nye store bilhus på Slagelsevej i Kalundborg hvor der sælges Peugeot, Citroen, Opel og Land Rover. Peer Glad kan nu fejre 50-års jubilæum. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Året var 1972, da Peer Glad åbnede dørene til Bilcentret på Slagelsevej 121 i Kalundborg. Sidenhen er der solgt tusindvis af biler - og det er blevet til et væld af gode og glade, lokale som nationale kunder og stærke samarbejdsrelationer. 50-års jubilæet fejres fredag d. 10. juni med en formel reception og d. 11. og 12 juni har forretningen jubilæumssalg med et væld af gode tilbud.

Egentligt er Peer Glad uddannet ’kludekræmmer’, men da den butik han var ansat i blev solgt skiftede han til bilbranchen og der er han stadigvæk. Det er nu 50 år siden.

Starten var beskeden som Triumph forhandler og salg af brugte biler, siden er det gået rigtigt stærkt, især gav forhandlingen af Land Rover, Bilcentret et stort løft, og det engelske bilmærke har været stærkt medvirkende til, at Bilcentret er hvor de er i dag.

”I starten kørte jeg meget til København og købte brugte biler, bl.a. nyere biler af mærket Volvo, som vi faktisk solgte mange af, i 1973 kom Land Rover så til og i 1976 solgte vi 65 Land Rovere og deltog i bl.a. dyrskuet i Roskilde hvor vi solgte mange biler, faktisk udgør Land Rover stadigvæk 50% af vores forretning” fortæller Peer Glad om starten på Bilcentret.

På adressen Slagelsevej 121 er der blevet bygget til mange gange i årenes løb, i 1988 blev der bygget et stort værksted, men i dag er hele Bilcentret samlet i et stort og moderne bilhus på adressen Slagelsevej 88, hvor der sælges Peugeot, Citroën, Opel og Land-Rover, og desuden er der autoriseret Jaguar-værksted, Theault-hestebiler og Ifor Williams Trailers.

Gav noget volumen

I 1990 blev Bilcentret autoriseret Peugeot forhandler og det var med til at give forretningen noget volumen.

”Peugeot passede rigtigt godt sammen med Land Rover, det gav noget volumen i huset og det er jo det vi altid har forsøgt at få,” fortæller Peer Glad, som passer sit job hver dag selv om han har rundet de 75 år.

”Vores personale har godt 14 år i anciennitet incl. lærlinge. Det er jo det som vi altid har plejet meget og som jeg personligt synes, at det er det som driver min hverdag, at vi har de her gamle medarbejdere som trækker læsset, vi har mange mekanikere som er startet som lærlinge og som stadigvæk er her,” fortæller Peer Glad, som i dag ejer Bilcentret sammen med sønnen Jacob Glad.

”Jacob kom med i 1998 er jo med til at jeg stadigvæk synes at det er sjovt at komme på arbejde, nu tager han alt bøvlet så tager jeg alt det sjove,” griner Peer Glad og Jacob Glad fortsætter,

”Du har et drive og en passion for at få det her til at køre, og selv om du er kommet op i årene er det jo ikke blevet mindre, der er stadigvæk stor energi og det er med til at holde dig i gang, og spørger du mig, så kommer du til at dø med støvlerne på herude.”

Peer Glad har stadigvæk næse for en god handel og det er da sket mere end en gang, at en kunde er kommet for at købe en ny pære til sin bil og er kørt hjem med en helt ny bil.

”Jeg kan ikke lade være med at sælge en ny bil, men jeg er ikke meget for at lave det færdigt, alt papirarbejdet det gider jeg ikke mere,” siger 50-års jubilaren.

Sælger biler til tredje generation

Som tidligere nævnt, fylder Land Rover mærket meget i Bilcentret. Her oplever man jævnligt, at det er tredje generation i en familie som kommer og køber sin nye Land Rover i Kalundborg.

”Med Land Rover har vi jo hele Danmark som markedsplads, lige nu har vi 50 nye Land Rovere på vej hjem som er solgt, den dyreste til en pris af godt 5 mill. kr., vi er ikke som de andre og har i mere end 30 år tilbudt en hente og bringe service til vores kunder når bilen skal til service og det har givet os mange kunder i bl.a. hovedstaden og i Nordsjælland,” fortæller Jacob Glad.

Bidt af rallysport

Selv om Peer Glad har haft med biler at gøre i 50 år, så er det også biler som fylder i fritiden. Han har selv kørt rally i mange år, bl.a. det kendte Rally Monte Carlo, men nu er det et helt nyt rallyteam som fylder fritiden. Glad Sport er navnet på det rallyteam som Peer og Jacob Glad har startet i denne sæson, hvor der er indsat to fabriksbyggede Peugeot 208 og hvor målet er at vinde det danske mesterskab.

Jubilæumsweekend

50-års jubilæet bliver fejret hele weekenden d. 10. – 11. og 12 juni. Fredag er der indbudt til en formel reception fra kl. 13-17 med tilmelding og lørdag og søndag inviteres der på rundvisning i hele forretningen, der bydes på is, pølser og bobler og så er der selvfølgelig masser af gode tilbud på nye og brugte biler.

Til dem som køber bil i jubilæumsweekenden tilbyder Bilcentret et Tivoli guldkort med i handelen, eller 50% rabat på vinterdæk, en startpakke eller en undervognsbehandling.

Del