46-årig mand sigtet efter politiaktion lørdag

Af Jens Nielsen

Politiet var massivt til stede i Kalundborg lørdag morgen og formiddag i forbindelse med en anmeldelse om bortførelse af en kvinde. Nu er en 46-årig mand sigtet for falsk anmeldelse.

Midt- og Vestsjællands Politi var lørdag morgen til stede ved F24 tanken på Holbækvej i Kalundborg med hele fem patruljevogne, otte mand og to politihunde, efter en anmeldelse om bortførelse af en kvinde.

Politiet var ikke meget meddelsomme lørdag, men kan nu løfte sløret for, at de fik en anmeldelse lørdag morgen omkring kl. 06 som gik på, at en kvinde var blevet trukket ind i en bil og kørt væk og bilen skulle sidst være set i området omkring Haveforeningen Rynkevang.

”Sådan en anmeldelse giver anledning til noget hektisk aktivitet hos politiet, så vi brugte en stor del af formiddagen på at efterprøve de oplysninger vi havde fået fra anmelderen, men løb panden mod muren både med hensyn til videoovervågning i området og afhøring af vidner, så vi konkluderede at anmeldelsen ikke havde hold i virkeligheden,” fortæller Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Det er en 46-årig mand fra Slagelse som var anmelder i sagen, og han er nu blevet sigtet for falsk anmeldelse, oplyser politiet, som nu undersøger hvad motivet til anmeldelsen var.

Del