435 ville studere til arkitekt i Kalundborg – nu er de 22 første startet
De første arkitektstuderende i Kalundborg mødte ind mandag lige over middag. 22 i alt, de fleste fra Danmark men der er også studerende fra både Norge, Færøerne og Grønland.

Af Jens Nielsen
De første 22 arkitektstuderende er begyndt i dag mandag, men 435 havde ønske om at studere i Kalundborg. Lokalerne på Kalundborg Station er knapt færdige, personalet er spændte og glæder sig.
De første arkitektstuderende i Kalundborg mødte ind mandag lige over middag. 22 i alt, de fleste fra Danmark men der er også studerende fra både Norge, Færøerne og Grønland.
Arkitektuddannelsen har fået til huse på førstesalen på Kalundborg Station hvor der senest har været restaurant i mange år. Her råder uddannelsen over 700 kvadratmeter.
Nu er lokalerne blevet renoveret og alt er nymalet. De nedsænkede lofter er fjernet så den rå beton og ventilationssystemet er blevet synligt og i det gamle køkken er inventaret taget ud og erstattet af nyt, men fliser på væggene og gulv er bibeholdt.
Og selv om de nye studerende er rykket ind mandag så er håndværkerne ikke helt færdigt, der mangler enkelte lister og indfatninger rundt om dørene, men de studerende kommer ikke til at være så meget i lokalerne i den første uge, de skal nemlig på introuge.
”Den første uge er altid en introuge, i dag skal de have en masse general information og her i Kalundborg er det et helt nyt sted vi er landet, så vi skal på byvandring i byen, på bustur rundt i hele kommunen og på fredag skal de studerende til Samsø og så fra på mandag i næste uge er det hverdag og så regner vi med at håndværkerne er helt færdige,” fortæller Sidsel Nygård, daglig leder for arkitektuddannelsen i Kalundborg.
435 ville studere til arkitekt i Kalundborg
Interessen for at studere til arkitekt i Kalundborg er stor, faktisk har mere end 400 ønsket at studere i Kalundborg.
”Der er 22 som starter i dag, men i løbet af nogle få år regner vi med at være omkring 140 arkitektstuderende her i Kalundborg. Interessen er stor, der var faktisk 435 som havde søgt om at studere til arkitekt i lige netop Kalundborg hvor tallet i København er 850,” fortæller Jakob Brandtberg Knudsen, dekan for arkitektur på Det Kongelige Akademi, og fortsætter, ”Der er mange som gerne vil være arkitekt og de er villige til at flytte sig efter det og så tror vi, at der er en del som gerne vil væk fra København og prøve kræfter med et nyt miljø.”
Vil gerne bruge byen
Arkitektuddannelsen regner med at have plads nok på Kalundborg Station de første tre år, herefter skal der formentligt findes mere plads, men allerede nu er der ønske om at lave aftaler med erhvervslivet i Kalundborg om en form for samarbejde.
”Vi har plads nok her de første tre år og så må vi se hvad tiden så bringer, men allerede nu har vi lavet en aftale med Kino den Blå Engel om, at når vi har store forelæsninger så lejer vi os ind i biografen og bruger den som auditorium, og det kan være vi skal bruge et værksted så der skal vi tale med en lokal håndværksmester og vi skal måske udstillet et eller andet og her kan vi måske låne et ledigt butikslokale i gågaden. Vi vil gerne være en del af byen og de ansatte og de studerende får lov til at diskutere med byens borgere, så det skal forstås ret bogstaveligt, så det er superspændende,” fortæller Jakob Brandtberg Knudsen.
Er kommet for at blive
Selv om arkitektuddannelsens lokaler på Kalundborg Station måske kun bliver midlertidige, så slår Jakob Brandtberg Knudsen fast, at uddannelsen er kommet for at blive i Kalundborg:
”Det her er ikke noget, vi gør for sjov. Vi har uddannet arkitekter i 269 år og det er første gang, at vi gør det uden for København,” siger han, mens han viser rundt i de nyrenoverede lokaler på Kalundborg Station.