Billedserie: 400 elever fra hele landet kæmper om DM i skolefodbold i Kalundborg

Lige nu bliver de mange fodboldkampe afviklet på baneanlægget i Munkesøen og lokalt deltager Nyrupskolen med et pigehold og Skolen på Herredsåsen deltager med både et pige- og et drengehold.

Billedserie: 400 elever fra hele landet kæmper om DM i skolefodbold i Kalundborg
Det er Mette Elmelund, idrætslærer fra Skolen på Herredsåsen, som står i spidsen for det store DM-arrangementet, og hun får god hjælp fra sin far Erik Elmelund, som har mange års erfaring med lige netop skoleidræt. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Næsten 400 elever og lærere fra hele landet dyster lige nu om DM-titlen i skolefodbold her i Kalundborg. Kampene foregår i Munkesøen og de mange deltagere overnatter på Skolen på Herredsåsen. 

Danmarks bedste fodboldklasser - alle fra 6. klasse - er lige nu i Kalundborg for at spille om DM i skolefodbold. Skolen på Herredsåsen er værter for det store arrangement med Mette Elmelund, idrætslærer fra Skolen på Herredsåsen, i spidsen for det store DM-arrangement, og hun får god hjælp fra sin far Erik Elmelund, som har mange års erfaring med lige netop skoleidræt.

De mange fodboldkampe bliver afviklet på baneanlægget i Munkesøen og lokalt deltager Nyrupskolen med et pigehold og Skolen på Herredsåsen deltager med både et pige- og et drengehold.

Da TV-Kalundborg var forbi onsdag omkring middag, var det pigerne fra Nyrupskolen som var på banen mod Frejlev Skole. Her vandt de lokale piger kampen med 1-0 og de er har nu kvalificeret sig til mellemrunden i pigernes turnering.

Herredsåsens drenge har spillet sig i semifinalen som afvikles torsdag eftermiddag sammen med finalerne.

"Fodbold hotel"

Skolen på Herredsåsen har siden i tirsdags været omdannet til et ’fodbold hotel’. Det er her de mange DM-deltagere spiser og sover og det er skolens 5. klasser, som sammen med deres forældre, sørger for alt det praktiske, lige fra morgenmaden og til aftensmaden. Det er også 5. klasserne som passer boden i Munkesøen og som sørger for at samle skrald op i området.

Aktiviteter

Mens de mange elever er i Kalundborg, er der arrangeret en række af aktiviteter når der ikke spilles om DM i Munkesøen.

Allerede tirsdag aften hvor deltagerne ankom til Kalundborg var der arrangeret aktiviteter og konkurrencer på Ulshøjbanen. Bl.a. konkurrencen om at blive ”DM’s bedste dribler”, ”DM’s hårdeste skud” og DM’s bedste jonglør. ”DM’s bedste dribler” klarede i øvrigt hele 7500 driblinger med fodbolden.

Torsdag spilles der finaler fra kl. 13.00 i Munkesøen og de danske mestre i skolefodbold kåres.

Del