400.000 kr. i støtte til mølle

Bestyrelsen i LAG Midt-Nordvestsjælland har haft den store pengepung fremme.

400.000 kr. i støtte til mølle Ulstrup Mølle har fået 400.000 kr. i støtte fra LAG Midt-Nordvestsjælland. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Bestyrelsen i LAG Midt-Nordvestsjælland har haft den store pengepung fremme. 11 projekter fra årets anden ansøgningsrunde blev støttet med i alt 3,2 mio. kr., heraf to projekter i Kalundborg Kommune. 

Bestyrelsen i LAG Midt-Nordvestsjælland havde 16 ansøgninger at vælge imellem, da de skulle indstille nye projekter til LAG-støtte.

”Balancen mellem erhverv og almennyttige projekter er næsten 50:50, og også denne gang er det virkelig landet og de mindre byer, der kommer med de nye idéer og initiativer. Det er dejligt at se det drive ude i vores landdistrikter, hvad enten vi taler små lokale iværksættere eller aktive lokale foreninger,” fortæller formand Flemming E. Larsen, og fortsætter,

”De indstillede projekter viser, hvor bredt LAG-ordningen kan støtte. Vi støtter foreningsdrevne skovhaver i Viskinge, der forhåbentligt kan inspirere andre rundtomkring. Vi støtter lokal whisky- og tofuproduktion baseret på helt lokale fødevarer. En ny minigolfpark formidler 18 kendte og mindre kendte seværdigheder og giver en ekstra dimension til turismen i området. Med støtte til udstyr prøver vi også at udvikle tekstil som et iværksætterfelt med afsæt i det miljø og den viden, der allerede er skabt i flere andre LAG-støttede projekter. LAG handler nemlig også om at skabe synergier. Endelig støtter vi to møller, fordi de har formået at tænke ud over deres egen møllehat ved at ind tænke unge, undervisning og overførsel af håndværktraditioner til yngre generationer i projektdesignet.”

400.000 kr. til Ulstrup Mølle

Blandt de 11 indstillede projekter er de to fra Kalundborg Kommune, dels Viskinge Eventyrlige Skovhaver som får 250.000 kr. og så er der 400.000 kr. til Ulstrup Mølle på Røsnæs  til et projekt med fokus på kulturhistorie og bæredygtigt håndværk på tværs af generationer.

Del