4.500 gymnaster er klar til at indtage Kalundborg Hallerne

Masser af flot gymnaster når 4.500 gymnaster slippes løs. 

4.500 gymnaster er klar til at indtage Kalundborg Hallerne
Der bliver masser af flot gymnastik i Kalundborg Hallerne når 4.500 gymnaster bliver sluppet løs først i marts. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Foråret står på spring. Og sammen med lunere temperaturer betyder det også højsæson for de traditionsrige forårsopvisninger i gymnastik, hvor de lokale gymnastikforeninger viser, hvad de har arbejdet med i sæsonen. DGI er klar med deres Forårsopvisning i Kalundborg Hallerne den 3. til 5. marts 2023, hvor 3600 gymnaster indtager Kalundborg Hallerne. Gymnastikopvisningerne plejer at samle fulde hus i Kalundborg Hallerne. 

Nogle er til spring, andre til rytme. Nogle er børn, andre er blevet lidt mere grå i toppen. Nogle er med for første gang, andre har været med i en menneskealder. Fælles for alle er glæden ved gymnastikken og fællesskabet med andre, skriver DGI Midt- og Vestsjælland i en pressemeddelelse.

”De traditionsrige forårsopvisninger er en fantastisk anledning til at vise alt det frem, gymnasterne har arbejdet hårdt med og øvet sig på hen over sæsonen. Rundt omkring i hallerne på Midt- og Vestsjælland mødes foreninger i et stærkt fællesskab, som går på tværs af alder, køn og niveau. Fælles for dem alle er kærligheden til gymnastikken og suset i maven, når de går på gulvet for at vise deres færdigheder og glæde ved bevægelse frem,” fortæller Merete Diana Hansen, der er formand for DGI Midt- og Vestsjælland Gymnastik.

Plads til bredden
Det er ikke kun i Kalundborg, der er tradition for denne slags opvisninger. I hele landet samles flere end 100.000 gymnaster i løbet af foråret. Der er mange forskellige slags hold. Selvom nogle af dem er blandt de dygtigste i landet, er det ikke en konkurrence om at være bedst. 

”Forårsopvisningerne vidner om den bredde, gymnastikken favner over. Vi har de mindste, der er på gulvet med deres forældre, børne- og ungdomshold, der laver flotte serier og spring og motionsherrer og -damer, der viser, hvad de har øvet sig på gennem sæsonen. Endeligt har vi også vores landsdelshold, der repræsenterer gymnastikken i DGI Midt- og Vestsjælland. Det er alt sammen eksempler på de forskellige typer fællesskaber, foreningslivet har at byde på,” fortæller Merete Diana Hansen.

Frivillige med det kølige overblik
Med 4.500 gymnaster på gulvet og mindst lige så mange tilskuere kræver det erfarne kræfter, hvis det hele skal lykkes. Det er frivillige fra DGI Midt- og Vestsjælland Stævnekompetencegruppe Nord, der løser opgaven før, under og efter opvisningen.

”Vi er en gruppe frivillige ildsjæle, der brænder for at skabe den bedste idrætsoplevelse for både gymnaster og tilskuere. Sammen har vi skabt et fællesskab, der mødes flere gange om året til faglige og sociale arrangementer og som står for at stable årets største gymnastikfest i vores landsdel på benene. Vi brænder for gymnastikuniverset og at gøre en forskel for andre,” fortæller Gitte Skaarup Olsen, der står i spidsen for kompetencegruppen.

Tid og sted
DGI Forårsopvisning i Kalundborg Hallerne, den 3. til 5. marts 2023. Fredag er for voksenhold fra kl. 17.30 til 22.00. De andre dage er der opvisninger for alle holdtyper lørdag fra kl. 9.00 til 18.15 og søndag fra kl. 10.00 til 17.45. Man kan købe billetter ved indgangen. Se programmet på www.dgi.dk/gymnastik

Del