4,5 mio. kr. til mere tryghed

TrygFondens regionale råd i Region Sjælland har doneret 4.552.034 kr. til projekter, der skal skabe mere tryghed i regionen.

4,5 mio. kr. til mere tryghed Der er bl.a. givet penge til førstehjælpskurser, redningsveste, svømmeveste og andet sikkerhedsudstyr. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

TrygFondens regionale råd i Region Sjælland har doneret 4.552.034 kr. til projekter, der skal skabe mere tryghed i regionen.

1.954.898 kr. skal styrke sundheden i Region Sjælland. TrygFonden arbejder for, at flere skal leve et længere liv præget af så få fysiske og psykiske gener som muligt. Bl.a. har specialdaginstitutionen Lærkereden i Kalundborg, fået 148.770 kr. til "Legeplads til alle børn". Endvidere har blandt andet Kalundborg Kommune – Det Sociale Voksenområde - modtaget 143.188 kr. i støtte til førstehjælpskurser eller -udstyr.

Godt 2 mio. kr. skal styrke trivslen

Centralt for TrygFonden er også, at flere får mulighed for at realisere deres potentialer, og at alle får en plads i et positivt fællesskab. Der er givet midler til nye projekter, der skal skabe bedre trivsel blandt udvalgte grupper i Region Sjælland. Bl.a. har Red Barnet Ungdom i Region Sjælland, "Lyst til læring" modtaget 931.964 kr. og tre ferielejre under Ungdommens Røde Kors, "Ferielejr for udsatte børn" har modtaget 120.000 kr. 

TrygFonden ønsker derudover at forebygge ulykker tæt på danskernes hverdag. Det gælder ulykker på, i og ved vand, i trafikken og i forhold til brand. For at øge sikkerheden, hvor mennesker og vand mødes, har bl.a. Vestsjællands Wake og Surf Klub i Kalundborg, modtaget 49.608 kr., Kalundborg Roklub har modtaget 24.750 kr. og Kalundborg Sejlklub 24.239 kr til støtte til redningsveste, svømmeveste og andet sikkerhedsudstyr.

Næste frist for ansøgning om midler hos TrygFondens regionale råd i Region Sjælland er den 1. marts 2022, hvor rådet vil fordele midlerne efter TrygFondens nye strategi.

Del