29 nye lejligheder lige midt i centrum

Den gamle bygningsmasse har givet flere udfordringer i forbindelse med ombygningen.

29 nye lejligheder lige midt i centrum
Fra venstre: Rune, Ronni og Ingolf Dam Pedersen, som er i gang med at omdanne Ole Lunds Gaard til 29 lejligheder. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Den tidligere købmandsgård, Ole Lunds Gaard, på Kordilgade i Kalundborg er fra 1777, og har lagt vægge til lidt af hvert, de sidste mange år som hotel og restaurant, men nu omdannes stedet til 29 lejligheder i forskellige størrelser.

Håndværkerne er godt i gang, der rives ned, der renoveres og der bygges nyt. Tilbage i efteråret 2022 købte Dam Ejendomme fra Slagelse bygningerne, som i mange år husede Hotel Ole Lunds Gaard.

Nu omdannes stedet til 29 lejligheder i forskellig størrelse fra 50 til 120 kvadratmeter og i flere af lejlighederne er lejerne allerede flyttet ind.

”Det er typisk sådanne opgaver vi laver, transformationer af ældre ejendomme og med lejligheder i forskellig størrelse, på den måde får man både børnefamilier og de ældre ind som lejere,” fortæller Rune Dam Pedersen, som sammen med sin bror Ronni og sin far Ingolf Dam Pedersen står bag Dam Ejendomme.

Det er et stort og omfattende arbejde som familien Dam Pedersen har kastet sig over. Ud over selve indretningen af lejlighederne bliver taget også skiftet på flere af bygningerne, gamle skorstene bliver genskabt i forhold til gamle tegninger og en tilbygning midt i gården er blevet opført igen og har givet plads til flere lejligheder.

”Vi har valgt at genopføre den længe som findes på de gamle tegninger for at genskabe det gårdrum som der var engang, gårdspladsen bliver også med pigstensbelægning som dengang, dog med undtagelse af en gang hvor man kan gå eller køre med en kørestol,” fortæller de to brødre mens de viser rundt på byggepladsen.

Den gamle bygningsmasse har givet flere udfordringer i forbindelse med ombygningen.

”Især den gamle hovedbygning er enorm skæv og det tager arkitekterne sjældent højde for, men det er meget charmerende og i flere af lejlighederne har vi flere steder valgt at de gamle bjælker stadigvæk er synlige,” fortæller Rune Dam Pedersen og Ronni Dam Pedersen fortsætter, ”Flere steder er gulvene lidt skæve og der er heller ikke så højt til loftet, og vi har også været nødt til at respektere hvordan bygningen er indrettet i forhold til hvordan lejlighederne kunne indrettes, men det er det som er sjovt.”

Selv om det er en gammel bygning, så er alle former for installationer, kloak, vand og el udskiftet, så alt er nyt.

Alle lejlighederne skal stå færdige i april 2025 men allerede nu er 19 lejligheder færdige og lejet ud.

”Interessen for lejlighederne har været stor og de 19 lejligheder er allerede lejet ud. Interesserede er velkommen til at henvende sig og vi regner med at have lukket de sidste lejekontrakter inden jul,” fortæller Rune Dam Pedersen.

Rune Dam Pedersen kan kontaktes på e-mail: rup@dam-ejendomme.dk

Del