25 år: Har aldrig været bange for at prøve noget nyt
25-års jubilæet fejres fredag d. 27. oktober fra kl. 14 for kunder, forretningsforbindelser, kollegaer samt familie og venner på Flakagervej 36 i Kalundborg.
Af Jens Nielsen
Det er 25 år siden, at Peter Obel Kalundborg startede sin vognmandsforretning. Den er kun vokset lige siden og tæller i dag 35 medarbejdere. Jubilæet fejres fredag d. 27. oktober.
Obel Transport A/S råder I dag over 25 lastbiler af forskellig slags, godt 30 tanke til farligt gods, et næsten nyt domicil på Flagagervej og 35 medarbejdere til at betjene kunderne, men starten for 25 år siden skyldes en kammerat til Peter Obel som mente han skulle starte for sig selv. Og det har helt sikkert været den rigtige beslutning.
”Jeg var ansat som chauffør hos en vognmand i Slagelse, her fik jeg mere og mere ansvar og disponerede bl.a. en del entreprenørbiler og fik på den måde måske lyst til at starte for mig selv, og da en af mine kammerater blev med at skubbe på så tog jeg vognmandsuddannelsen og så var jeg i gang med den første lastbil som jeg handlede hos DLU, ja faktisk handler vi efter 25 år stadigvæk vores lastbiler hos DLU,” fortæller Peter Obel.
Kunderne kom til i en lind strøm og efter et år blev lastbil nummer to købt og siden er der kommet mange nye lastbiler til.
I 2004 købte Peter Obel det lokale firma JL Transport og i 2017 overtog han H.E Sejersen tanktransport, som havde ni tanke, i dag har Obel Transport A/S godt 30 tanke til farligt gods og firmaet er godkendt af Beredskabsstyrelsen til kørsel med kemi og andet farligt gods.
”Det der kendetegner mig er, at jeg er ikke så bange for at prøve noget nyt og der er da mange ting som jeg ikke skulle have prøvet og som har kostet penge, men der har også været ting som er prøvet af som efterfølgende har været en rigtigt god forretning,” fortæller Peter Obel og fortsætter, ”En af de ting som jeg er glad for, ikke blev til noget var dengang vi var nede for at kigge på Guldborg Havn som var sat til salg. Jeg er også glad for, at jeg sagde nej, da et firma ville sælge mig en sandsuger (et skib som suger sand op fra havbunden), og vi har også altid sagt ned til dyretransporter."
En af de ting som gik godt og som blev en god forretning for Peter Obel var kørsel med sukkerroer til Nykøbing F. da Gørlev Sukkerfabrik lukkede. I løbet af et par år blev der flyttet 75.000 tons sukkerroer.
I dag beskæftiger Obel Transport A/S sig mest med tanktransport, entreprenørkørsel og kranbiler men firmaet har også to slamsugere, sælger grus, jord og granitskærver til privatkunder fra pladsen på Flakagervej og udlejer containere i mange forskellige størrelser.
Grusgrav og entreprenørmaskiner
Peter Obel gør sig i andet end lastbiler. Tilbage i 2006 købte han Aunsøgård jorddeponi i Svebølle og i 2008 købte han en grusgrav i Sorø, for at blive selvforsynende, her bliver der dog ikke længere gravet grus men Peter Obel regner med at kunne sælge området til byggeri.
I forbindelse med grusgravene har vognmanden også en række af entreprenørmaskiner, også til udlejning.
”Vi vil gerne være med i hele anlægsfasen når vores kunder skal bygge, derfor har vi både gravemaskiner og kan levere materialer med vores lastbiler, en samlet pakke,” fortæller Peter Obel, og fortsætter, ”Vi har købt så meget entreprenørmateriel, at vi også kan leje noget af det ud, bl.a. har vi haft en gravemaskine til at køre på Femern byggeriet i halvandet år.”
Sidste skud på stammen er import af granitstabil fra Norge da der er mangel på grus fra de lokale grusgrave. De 2.100 tons granitstabil blev sejlet til Kalundborg Havn og er endnu et bevis på, at Peter Obel ikke er bange for at prøve noget nyt.
25-års jubilæet fejres fredag d. 27. oktober fra kl. 14 for kunder, forretningsforbindelser, kollegaer samt familie og venner på Flakagervej 36 i Kalundborg.