24 ænder og 35 kilo flæskesteg fik hurtigt 'ben at gå på'
Grunden til at der blev afholdt Mortens Aften torsdag i stedet for fredag er ganske enkelt, at det er nemmere at skaffe frivilligt personale på en torsdag end på en fredag.

Af Jens Nielsen
Duften af and og flæskesteg hang lokkende over Medborgerhuset, torsdag, hvor Mortens Aften blev markeret en dag før tid. Med 24 ænder, 10 kg. andebryst og 35 kilo flæskesteg, forventede Medborgerhusets leder, Marianne Madsen, at der var rekordmange spisende til dagens arrangement.
Torsdag formiddag var der mere travlt i køkkenet på Medborgerhuset end der plejer at være, et af årets højdepunkter, Mortens Aften med and, flæskesteg og hjemmelavet risalamande, trækker altid mange borgere til, og sådan var det også i dag torsdag hvor der var kaldt ekstra arbejdskraft ind for at kunne lave mad til 200 sultne munde.
”Vi regner med at der skal være mad til mindst 200, det er både til dem der spiser her, men også til dem som henter maden og spiser hjemme,” fortæller Marianne Madsen, leder af Medborgerhuset i Kalundborg, og fortsætter, ”Nogle kommer her to gange om ugen, andre hver dag, men sådan en dag som i dag der skal alle ha’, det er absolut et af højdepunkterne, derfor har vi også kaldt ekstra mandskab ind for at kan klare opgaven.”
Grunden til at der blev afholdt Mortens Aften torsdag i stedet for fredag er ganske enkelt, at det er nemmere at skaffe frivilligt personale på en torsdag end på en fredag.
Det kan godt være et problem af skaffe ænder i øjeblikket grundet et udbrud af fugleinfluenza, som særligt har ramt Frankrig hårdt, men Kvickly skaffede ænderne til Medborgerhuset så der igen i år kunne afholdes Mortens Aften.
"Det er en stor dag i dag, vi skal slå vores rekord på 187 kuverter fra sidste år," fortæller Lars Høgsted, som er en af de mange frivillige i Medborgerhuset, som torsdag stod bag den store gryde med brun sovs.