23-årig idømt seks års fængsel for drabsforsøg

Politiet i Kordilgade i Kalundborg, hvor den unge mand blev stukket ned i august 2020. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Tirsdag blev en 23-årig mand idømt seks års fængsel for drabsforsøg. Hændelsen skete tilbage i august 2020 i Kalundborg.

Retten i Holbæk idømte tirsdag en 23-årig mand seks års fængsel for drabsforsøg mod en nu 27-årig mand i Kordilgade i Kalundborg. Det oplyser retten på sin hjemmeside.

Tilbage i august 2020 blev den nu 27-årig mand overfaldet og stukket 11 gange, et af stikkene i halspulsåren. Knivstikkeriet skete på åben gade lige ud for Danske Bank i Kordilgade, hvor der var opstået uoverensstemmelser mellem de to mænd. 

Efter en uges eftersøgning valgte den nu 23-årige mand at melde sig selv til politiet, og han har siddet varetægtsfængslet lige siden. 

”Der er tale om en alvorlig sag, hvor offeret fik alvorlige skader, bl.a. en læsion på halspulsåren. Vi er tilfredse med, at retten valgte at følge vores vurdering af beviserne og vores påstand om, at manden skulle idømmes seks års fængsel,” siger anklager Magnus Mølholm.

Anker dom

Den 23-årige mand erkendte sig skyldig i vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Men han nægter sig skyldig i drabsforsøg. Den 23-årig mand har derfor anket dommen for, at blive frifundet for drabsforsøg.

Læs også: Knivstikkeri i Kordilgade natten til lørdag og Eftersøgt mand melder sig selv: Mistænkt for knivstikkeri

Del