200 til friskoleaften

Om de mange mennesker skyldtes slagterens pølser, øl fra det lokale bryggeri eller foredragsholderen, der talte om et emne, der i den grad er oppe i tiden, vides ikke.

200 til friskoleaften
Torsdag aften var der Friskoleaften på Kalundborg friskole, og 200 var mødt op. Privatfotos.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Torsdag i sidste uge var der næsten 200 mennesker til foredrag med Christian Hjortkær på Kalundborg Friskole i forbindelse med den årlige Friskoleaften. Friskoleaftenerne er altid populære, men 200 er dog langt flere end, hvad man har set tidligere.

Om de mange mennesker på Kalundborg Friskole torsdag aften skyldtes slagterens pølser, øl fra det lokale bryggeri eller foredragsholderen, der talte om et emne, der i den grad er oppe i tiden, vides ikke. Men ved torsdagens friskole arrangement på Kalundborg Friskole var knap 200 mødt op.

Svært på en anden måde

De næsten 200 mennesker hørte et fantastisk levende og inspirerende foredrag af Christian Hjortkjær, som ud fra sin bog ”Utilstrækkelig” fortalte om, hvorfor det er anderledes at være barn og ung i dag. Han lagde meget vægt på, at det ikke er sværere at være ung nu end tidligere, men at det er svært på en anden måde. Christian Hjortkjær  havde ikke en endegyldig løsning på, hvordan vi skal gøre det lettere for børnene og de unge i dag, men han gav stof til eftertanke med sit foredrag.

Foredraget var underholdende fortalt ud fra billeder af alle de ting, der står på børne-t-shirts i dag ”Dream Big”, ”Shine Bright”, ”Be a Star” osv. Pointen er, at det er nogle meget svære idealer, vi pålægger de unge mennesker at leve op til.

Gammel tradition, der er udbygget

Friskoleaftenen er en gammel tradition på Kalundborg Friskole, som efterhånden er udbygget en del. Det begyndte med bare at være en foredragsholder udefra, senere kom spisning på programmet, og senest er der kommet mulighed for pasning af mindre søskende og mulighed for, at man kan invitere gæster med.

”Det er en fantastisk mulighed for, at forældre og personale kan lade venner, naboer eller familie opleve den stemning, der er på skolen...,” siger skoleleder, René Tholander.

Del