200-års jubilæum: Hvem har fotos ?

Der efterlyses gamle fotos og fortællinger fra, da gården var fattiggård og alderdomshjem.

200-års jubilæum: Hvem har fotos ?
Gården i Særslev fylder 200 år, og dert skal fejres.

 Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Gården i Særslev fylder 200 år. De nuværende beboere planlægger stor jubilæumsfest og efterlyser gamle fotos og fortællinger fra, da gården var fattiggård og alderdomshjem.

Der er indgraveret ’1822’ i det gamle bindingsværk, men hvem ved, hvordan gården så ud for 200 år siden og frem til nyere tid? Siden 1984 har bygningerne huset kollektivet Tranehøj, og de nuværende beboere vil fejre jubilæet den 3. september i år. Først med et jubilæumsarrangement og efterfølgende med en ’grøn kulturfest’, der vender blikket fra fortid mod fremtid.

”I anledning af jubilæet vil vi lave en lille udstilling, der fortæller om fattigforsorgens historie – i Danmark og i Særslev, og det er her eventuelle fotos og historier vil få plads,” fortæller Torben Vosbein fra Tranehøj.  

Fra fattiggård til alderdomshjem  

Udstillingen skal give et indblik i, hvordan det var at være fattig i Særslev, da gården i 1870 blev bygget om til, at huse sognets fattiggård.

”Fra den tid har vi en tyk og tung dør med en lille lem til vand og tørt brød. Det var straffen, hvis man f.eks. drak sig fuld. I 1930 blev gården bygget om igen og blev til alderdomshjem. Sideløbende var der stadig landbrug styret af en forpagter, og mange er kommet på gården som besøgende og ansatte,” fortæller Torben Vosbein

Tranehøj håber, at familiemedlemmer og efterkommere ligger inde med historier og fotos fra ”De gamles Hjem”.

Gammel og ny bæredygtighed

Gennem tiden er bygningerne blevet renoveret, og forsynet med solceller og husstandsvindmølle. Gården er derfor nu næsten selvforsynende med energi. Men en del af det gamle bindingsværk står stadig, og byggefirmaet Egen Vinding og datter, som er specialiseret i bæredygtigt byggeri, vil til jubilæet fortælle om, hvad vi kan lære af det 200 år gamle byggeri med lokale og bæredygtige materialer.

Jubilæet bliver fulgt op af en grøn kulturfest med besøg af artister og kunstnere fra ind- og udland og aktiviteter for børn og voksne. Blandt andet kommer otte kenyanske artister fra Nafsi Africa, der viser en forestilling om klimaforandringer set fra Kenya. Nogle kan måske huske Nafsi Africa, der flere gange tidligere har turneret med artistiske workshops og forestillinger.

Læs mere på www.tranehoej.dk, og send gerne historiske materialer til tranehoj@gmail.com  

Del