19-årig udsat for røveri på Banegårdspladsen
De unge mænd på hhv. 16,16 og 18 år alle fra Kalundborg, blev anholdt og sigtet for røveri.
Af Jens Nielsen
Der har gennem længere tid været problemer med unge mennesker i ventesalen på Kalundborg Station og på Banegårdspladsen. Fredag måtte politiet tilkaldes da en 19-årig ung mand blev udsat for et røveri.
Fredag eftermiddag kl.17.19 kom en anmeldelse om et røveri på Banegårdspladsen i Kalundborg, hvor en 19-årig mand netop var steget af bussen, da han blev slået og truet med kniv af tre unge mænd, der bad ham følge med.
De unge mænd gennemgik den 19-åriges lommer for værdier og tog 250 kr. fra ham, før de løb fra stedet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor en patrulje hurtigt fik fat tre mistænkte unge mænd. De unge mænd på hhv. 16,16 og 18 år alle fra Kalundborg, blev anholdt og sigtet for røveri. Den 18-årige blev ved anholdelsen fundet i besiddelse af en kniv, som han blev sigtet for at besidde.
De blev alle tre taget med på stationen til afhøring, hvor de to mindreåriges forældre og de sociale myndigheder blev orienteret om sagen.
Sagen blev efterfølgende juridisk vurderet, og der blev ikke fundet grundlag for at fremstille nogen i grundlovsforhør, oplyser politiet. De blev løsladt sent fredag aften, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.