
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Tirsdag sidst på eftermiddagen slog en 18-årig mand fra Svebølle selv alarm til politiet efter, at han var forulykket i sin personbil under kørsel ad Torpevej i Eskebjerg i nordvestlig retning.
Under kørslen var han kommet for langt ud mod højre, og havde ramt et vejtræ. Bilen var derfor væltet om på taget, og lå således midt på vejen.
Den 18-årige havde formentlig fået et ildebefindende forud for uheldet, men ingen øvrige trafikanter var blevet involveret i uheldet.
Politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport onsdag.