17-årig kørte galt i personbil

17-årig kørte galt i personbil

Af Jens Nielsen

En kun 17-årig ung mand kørte galt i en personbil tirsdag eftermiddag. Politiet har optaget rapport idet den unge mand ikke havde en ledsager med under køreturen som krævet. 

Tirsdag eftermiddag kl. 16.04 måtte politiet rykke ud til et færdselsuheld, idet to personbiler var stødt sammen på Jyderupvej ved Bromølle.

Det viste sig, at en 56-årig kvinde fra Slagelse efter kørsel i sydlig retning i en personbil ad Jyderupvej var standset i vejsiden. I samme retning, og også i en personbil, kom en 17-årig ung mand fra Ruds-Vedby kørende, men han ramte bagenden på kvindens bil, så begge biler fik skader.

Ingen af de to parter var kommet til skade ved sammenstødet, og politiet optog rapport om uheldet, idet den 17-årige ikke havde en ledsager med under køreturen som krævet, når han er fører af et køretøj. Den 17-årige havde erhvervet sig et kørekort for et par måneder siden, men må ikke føre et køretøj uden en såkaldt ledsager.

Del