150 arkitektstuderende har i fem uger sat fokus på Kalundborg

"Inde bag det her store klædeskab af industri ligger Kalundborg som en komposition af farver, gamle bygninger og historiske lag og som udefra kommende der oplever man ret hurtigt en stor lokal stolthed"

150 arkitektstuderende har i fem uger sat fokus på Kalundborg
Fotos: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Studerende fra 1. år på Arkitektuddannelsen har i fem uger arbejdet med syv forskellige cases i Kalundborg. Fredag eftermiddag blev 36 forskellige fortolkninger i kort, tegning og tekst vist frem.

Under tematikken ‘Organisering’ har 1. år på Det Kgl. Akademis Arkitektuddannelse over fem uger arbejdet med syv forskellige cases i Kalundborg, dels Vor Frue Kirke, Kalundborg Hallerne, Højbyen, Møllebakken, De 100 huse, Kalundborg Værft, Gisseløre, Radiostationen, Tømmerup Kirke og Novo Nordisk.

I alt har 150 arkitektstuderende deltaget, 120 fra Det Kgl. Akademi på Holmen og godt 30 fra Arkitektuddannelsen i Kalundborg.

Fredag eftermiddag blev de 36 forskellige fortolkninger i kort, tegning og tekst så vist frem ved en reception i samlingssalen på Kalundborg Gymnasium, hvor de studerende var til stede sammen med en række af inviterede gæster.

”Vi har haft Kalundborg som et fem ugers studie hvor vi har haft nedslag på en række områder i byen og det er så det man ser resultatet af i dag. Der har været en træningsøvelse, en skriftlig øvelse og de studerende har lavet en bog i hver gruppe,” fortæller Guro Sollid, lektor ved Det Kgl. Akademi på Holmen, og fortsætter, ”De studerende har ikke kun kigget på et hus, men mere på hele miljøet og hvordan det er organiseret i forhold til bl.a. by og land og infrastruktur. Vi har haft besøg af en række af lokale repræsentanter fra bl.a. Kalundborg Kommune, Forsyningen, Lerchenborg, Symbiosen, Kalundborg Museum og Palle Bruun Olsen.

De studerende har beskæftiget sig med arkitekturens organiserede rolle i byer og landskaber, bl.a. rum, infrastruktur, materialer og hverdagsliv, men også hvordan arkitektur bliver organiseret af forskellige politiske, økonomiske og samfundsmæssige kræfter.

Marie, studerende på Det Kgl. Akademi på Holmen, holdt en tale inden gæster og studerende blev sluppet løs på udstillingen. Hun sagde bl.a.

”Jeg har aldrig været før været i Kalundborg, så da jeg kom ind med toget, møder man det her store klædeskab af industri, som virker som en portal ind til byen. Og inde bag det her store klædeskab af industri ligger Kalundborg som en komposition af farver, gamle bygninger og historiske lag og som udefra kommende der oplever man ret hurtigt en stor lokal stolthed over det område man kommer fra når man bor i Kalundborg, man kan virkeligt mærke, at her er der nogen som går op i noget.”

En af grupperne har arbejdet med De 100 Huse på Slagelsevej, Kalundborg Skibsværft og Symbiosen, hvor den store tegning viser de 100 Huse og de forskellige virksomheder i Symbiosen som er forbundet med de store grønne rør, der løber fra Asnæsværket.

Del