14-årig fik stjålet E-cigaretter som han ville sælge

14-årig fik stjålet E-cigaretter som han ville sælge

Af Jens Nielsen

Politiet har underrettet de sociale myndigheder i Kalundborg kommune efter, at en 14-årig dreng fik stjålet 14 E-cigaretter, som han forsøgte at sælge. 

Tirsdag aften anmeldte pårørende til en 14-årig dreng fra Høng, at en 14-årige dreng få minutter inden havde fået stjålet en lille taske indeholdende 14 E-cigaretter fra Jernbanevej i Høng.

Omstændighederne ved tyveriet var, at den 14-årige efter aftale skulle mødes med nogle andre unge, som var interesserede i at købe dem.

Da han viste et eksemplar af E-cigaretterne frem, stjal de mulige købere tasken med E-cigaretter. De løb skyndsomt hen til en bus, hvori det lykkedes dem at flygte fra stedet, uden at den 14-årige kunne få dem standset.

En patrulje kørte hjem til den 14-årige og hans pårørende for at foretage en afhøring af ham omkring de nærmere omstændigheder, så de mulige købere måske kan blive identificerede.

Politiet underrettede efterfølgende de sociale myndigheder i Kalundborg kommune om sagen vedr. tyveriet, men også ud fra en bekymring om den 14-åriges personlige forhold og besiddelse af E-cigaretter, oplyser politiet.

Del