14-årig cyklist kørte ud foran personbil

Heldigvis slap den 14-årige med mindre skader, mens hans mountainbike er totalskadet.

14-årig cyklist kørte ud foran personbil Drengen fik formentligt for meget fart på cyklen ned ad bakken, og under passage af Lerchenfeldvej blev han påkørt på sin højre side af en personbil, som en 38-årig kvinde fra Kalundborg førte i nordlig retning. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

En 14-årig dreng blev i ambulance bragt til skadestuen til undersøgelse og behandling for sine skader som følge af sammenstødet med en bilist onsdag eftermiddag.

Onsdag eftermiddag kl. 16.17 blev ambulancepersonale og politiet kaldt ud til et færdselsuheld på Lerchenfeldvej i Kalundborg, hvor en cyklist og en personbil var impliceret.
En 14-årig dreng fra Kalundborg var kommet lettere til skade og blev i ambulancen bragt til skadestuen til undersøgelse og behandling for sine skader som følge af sammenstødet med bilisten.

Det viste sig, at den 14-årige var kørt på cykel ad en sti ved et grønt område lige nord for Asser Rigsvej og havde til hensigt at krydse Lerchenfeldvej i østlig retning for at køre ad en mindre vej ind til en parkeringsplads ved Klosterskoven.

Drengen fik formentligt for meget fart på cyklen ned ad bakken, og under passage af Lerchenfeldvej blev han påkørt på sin højre side af en personbil, som en 38-årig kvinde fra Kalundborg førte i nordlig retning.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved cyklistens passage af vejen.

Heldigvis slap den 14-årige med mindre skader, mens hans mountainbike er totalskadet.

Del