123 nye boliger i etagebyggeri
En lokal projektudvikler har anmodet Kalundborg Kommune om at igangsætte planlægning for etageboligbyggeri.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
En lokal projektudvikler har anmodet Kalundborg Kommune om at igangsætte planlægning for etageboligbyggeri på et område mellem det nye boligområde ved Klosterlunden og Meny. Området er udlagt til boligområde i kommuneplanen. Teknik- og Miljøudvalget skal på deres udvalgsmøde på torsdag tage stilling til, hvorvidt man skal igangsætte planprocessen.
Når Teknik- og Miljøudvalget på torsdag holder udvalgsmøde, skal de bl.a. tage stilling til, hvorvidt man skal gå i gang med planprocessen på 123 nye boliger fordelt over seks etageejendomme på Holbækvej 83B. Projektet vil i så fald blive nabogrund til det igangværende projekt, hvor der skal opføres 136 rækkehuse. Udvalget skal altså beslutte, om man skal sætte gang i arbejdet med at udarbejde en ny lokalplan og et tillæg til kommuneplanen, som vil muliggøre opførelsen af det nye boligprojekt.
Kalundborg mangler boliger
I projektoplægget skrives der bl.a.: ”Kalundborg er ikke udpeget som nogen særlig vækst- by på niveau med nogle af de østjyske byer som Vejle, Skanderborg og Horsens, eller som de større nabobyer til Kalundborg, Ringsted og Slagelse. Det kan undre med: Et erhvervsliv i stærk vækst, Uddannelser der underbygger erhvervslivet…Der er således et markant underudbud af boliger i Kalundborg Kommune i forhold til de øvrige omkringliggende kommuner. Sammenholdt med den væsentlige erhvervsmæssige aktivitet i Kalundborg er der oplagt et behov for yderligere boliger, hvis Kalundborg Kommune ønsker at forøge indbyggertallet og forsætte kommunens vækst.”
Boligerne bliver en kombination af 2, 3 og enkelte 4-værelses lejligheder. Fordelingen på nuværende projektgrundlag er 11 stk. 4-værelses, 45 stk. 3-værelses, 67 stk. 2 stk. værelses boliger – i alt 123 boliger, der vil ligge på et ca. 16.500 m2 stort areal.
Hvis Teknik- og Miljøudvalget godkender, at der arbejdes videre med projektet, vil der blive holdt en offentlig høring i forbindelse med den nye lokalplan, hvor de lokale beboere kan komme til orde.
Teknik- og Miljøudvalget har tilbage i 2020 godkendt at igangsætte planprocessen for et andet projektoplæg på samme areal, som dog efterfølgende blev opgivet af daværende projektudvikler.