100 frivillige sikrer festival i vandkanten

Onsdag formiddag stod en hård vind ind over festivalpladsen i Havnsø. De fire store master til det 1500 kvadratmeter store telt var rejst og mandskab baksede med den tunge teltdug.

100 frivillige sikrer festival i vandkanten Der er omkring 100 frivillige til at afvikle Musik i Havnsø. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Hvor mange arrangementer er ramt af mangel på frivillige, så ser der anderledes ud i Havnsø hvor 100 frivillige er med til at afvikle Musik i Havnsø fredag og lørdag i denne uge.

Fredag lørdag i denne uge afvikles Musik i Havnsø endnu engang. Det kan kun lade sig gøre fordi en lang række af frivillige ligger mange kræfter i arrangementet.

”Vi er i alt omkring 100 frivillige for at få det hele til at løbe rundt, selvfølgelig flest lørdag, men mange har været i gang siden mandag,” fortæller Kristian Kallenbach, formand for Musik i Havnsø, og fortsætter,

”Mange arrangementer har problemer med at skaffe frivillige, men det oplever vi ikke her, rigtigt mange vil gerne hjælpe og vi prøver også at få de helt unge til at give en nap, det er jo dem vi skal satse på fremover.”

Onsdag formiddag stod en hård vind ind over festivalpladsen i Havnsø. De fire store master til det 1500 kvadratmeter store telt var rejst og mandskab baksede med den tunge teltdug.

Andre steder på pladsen blev der læsset trailere af mens andre sørgede for at lave lys på pladsen.

”Vi er rigtigt godt med, i år har vi fået teltfirmaet til at stille teltet op, det er ellers en opgave vi selv plejer at stå for, men det giver mere ro, så de penge er givet godt ud,” fortæller Kristian Kallenbach.

Der er kun få billetter tilbage til lørdagens arrangement mens der endnu er billetter til fredagens arrangementer som starter kl. 10 med underholdning og fest med børnediskotek og hoppeborg for de mindste, når Det Store Ramasjang Mysterium gæster Havnsø, og kl. 13.00 er der kæmpe fest for de unge, hvor Ude Af Kontrol er klar med et brag af en koncert! Ude Af Kontrol er et kæmpe hit blandt de unge, og de lever selv nogenlunde op til deres navn.

Derfor har Musik i Havnsø også valgt at lave festen som et non-alkohol-arrangement, så det bliver en koncert, som man som forælder roligt kan lade sit barn tage til.

Fredag aften er der Stand-Up med Kasper Gross, Mark Le Fêvre og Torben Chris.

Lørdagens program begynder til middag med et lokalt upcoming-navn, Dina, herefter er det Sømændene, Rasmus Bjerg (John Mogensen), Decco Band, René & Værsgo’ og Hotter Than July som sørger for musikken.

Så der er lagt op til to dages fest i vandkanten, ikke mindst takket være de 100 frivillige.

Del