100 år gammel men stadigvæk moderne med masser af aktiviteter

100 år gammel men stadigvæk moderne med masser af aktiviteter De mange fremmødte sang fødselsdagssang inden der blev serveret kaffe og morgenbrød. Foto: Jens Nielsen

Tekst og foto af Jens Nielsen

Høng Bibliotek er et af landets ældste, søndag blev der fejret 100-års jubilæum med taler og sang fra 64 elever fra Høng Kommuneskole.

Hele oprindelsen til Høng Bibliotek kan faktisk spores helt tilbage til 1800-tallet, hvor der var forskellige sognebogssamlinger i området.  Men det var den 7. november 1921, at Finderup sogns Bibliotek åbnede i lejede lokaler hos Karetmager Viggo Nielsen, Hovedgaden 18 i Høng by.

Siden er der sket meget, ikke mindst efter at biblioteket brændte tilbage i 1985, hvor samtlige bøger blev reddet takket være en kæmpe indsats fra mange borgere, og et nyt moderne bibliotek blev opført.

100-års jubilæet blev fejret søndag, hvor der blev serveret kaffe og morgenbrød, der blev sunget fødselsdagssang af de mange fremmødte fødselsdagsgæster og 64 børn fra Høng Skole kom forbi senere på formiddagen sammen med deres forældre for at synge endnu en fødselsdagssang.

Blandt talerne var bl.a. Karen B. Olsen, som var ansat fra 1986 til 2019, de sidste 13 år som biblioteksleder.

Hun kunne bl.a. fortælle om hvordan biblioteket var i en skurvogn efter branden i 1985, og om hvordan der var et tovtrækkeri mellem forsikringen og kommunalbestyrelsen om at bygge det bibliotek der kendes i dag.

Karen B. Olsen fortalte også om udlån med hulkort og skrivemaskine med gennemslag.

Høng Bibliotek fremstår, trods 100 år gammel, i dag moderne med borgerservice funktion og masser af aktiviteter for både børn og voksne.

Del