1 mio. kr. til cykelsti

Torsdag skal Teknik- og Miljøudvalget have møde, hvor de bl.a. skal beslutte, om man skal give en anlægsbevilling på 1 mio. kr. til forundersøgelser og projektering af cykelsti.

1 mio. kr. til cykelsti Torsdag skal Teknik- og Miljøudvalget have møde, hvor de bl.a. skal beslutte, om man skal give en anlægsbevilling på 1 mio. kr. til forundersøgelser og projektering af cykelsti. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Torsdag skal Teknik- og Miljøudvalget have møde, hvor de bl.a. skal beslutte, om man skal give en anlægsbevilling på 1 mio. kr. til forundersøgelser og projektering af cykelsti mellem Viskinge til Svebølle.

På investeringsoversigten for 2022 er der samlet afsat et rådighedsbeløb på 5 mio. kr. til anlæg af en cykelsti fra Viskinge til Svebølle. Der søges foreløbigt om en anlægsbevilling på 1 mio. kr. i 2022 til forundersøgelser, projektering og udbud.

Man er netop nu i gang med at bygge en helt ny daginstitution i Svebølle, hvilket betyder, at behovet for at komme fra Viskinge til Svebølle på en trafiksikker måde, bliver større. Man vil derfor lave en cykelsti fra Viskinge til Svebølle. 

Forbindelsen skal principielt forløbe langs Viskingevej fra krydset ved Viskingevej/Kirkebakken i Viskinge til krydset Viskingevej/Banetoften i Svebølle. Strækningen er cirka 700 meter lang, og krydser den statslige jernbane i en eksisterende overkørsel. I forbindelse med overkørslen er der dialog med Banedanmark om finansiering og udførelse.

Vælger Teknik- og Miljøudvalget at sige ja til anlægsbevillingen, skal sagen efterfølgende behandles i Økonomiudvalget samt i Kommunalbestyrelsen.

Del