AnnonceLuk annonce




COVID-19: Restriktioner giver nye udfordringer

06-01-2021

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

De nye restriktioner, der blev udmeldt på regeringens pressemøde tirsdag eftermiddag, trådte i kraft onsdag morgen. Det betyder, at bl.a. supermarkederne har fået travlt med at ændre på flere ting til trods for, at de har haft en masse restriktioner siden marts 2020.

Efter regeringens udmelding tirsdag eftermiddag har bl.a. flere supermarkeder haft travlt med at ændre forskellige ting, så de opfylder alle lovkrav, herunder det skærpede afstandskrav. Afstandskravet på 2 meter i detailhandlen svarer til anbefalingen, der gjorde sig gældende i foråret, da epidemien brød ud. 

Der er styr på restriktionerne

”Vi har haft travlt med at skifte gulvmarkører, og flere steder i butikken, har vi måtte ændre nogle ting, for at undgå flaskehalse i forhold til at overholde det nye afstandskrav. Men det skal vi nok få løst. Der vil fortsat være sprit ved indgangen samt rundt i butikken. Ligesom der vil være blå spritservietter til aftørring af håndtag på kundevognene, og alle kurve fortsat afsprittes efter hver kunde, og alle håndtag og låger afsprittes af vores personale løbende. Det vigtigste for os er, at vi overholder alle krav, og at kunderne er glade og føler sig trygge,” fortæller købmand Peter Egebæk, og fortsætter: Vi spritter løbende af, og holder hele tiden en meget høj hygiejne. Vi må være 275 mennesker i Meny Kalundborg, og det bliver ikke et problem på nuværende tidspunkt. Havde vi talt om december fx, kunne det godt have været et problem. Vi havde lige på et tidspunkt i ugen op til Nytår, hvor der var rigtig mange kunder især. Men som det er nu, bliver vi ikke for mange, så vi skal ikke stå og tælle ved indgangen. Men vi holder selvfølgelig øje med, hvor mange kunder der er her, så alle kan føle sig trygge og vi overholder alle restriktioner. Ligesom vi skal have skiltet alle de steder, hvor de nye restriktioner påkræver det. Vi må få det her til at lykkes i fællesskab, så vi kan gå et lyst forår i møde.”

I Kvickly Kalundborg er billedet nogenlunde det samme, og varehuschef Kirsti Thygesen fortæller: ”Vi havde allerede i går aftes en ude for at ændre på alt vores gulvklæb, skilte osv., så vi overholder alle restriktioner. Der er nogle steder i butikken, hvor vi lige skal være opmærksomme på, at folk ikke står for tæt. Vi forsøger ligeledes, at folk går nogenlunde i samme retning, så vidt muligt samt, at man handler stort og så færre gange om ugen, hvilket vi kan se på vores tal, at der er mange, der gør.”

Regler for kunder såvel som personale

Derudover fortæller Kirsti Thygesen, at de har ansatte, der fungerer som opsynspersoner, de skal sikre sig, at alle restriktioner bliver overholdt og fungerer for både kunder og personale. Derudover skal der også koordineres mht. personale, da de heller ikke må sidde mere end fem sammen i frokoststuen.

”Det er jo ikke kun i butikken, men også blandt personale, at vi skal sørge for, at alle restriktioner bliver overholdt. Derudover er der møder, hvor vi ligeledes kun må være max fem personer. Vores ekstra GLS pakkeshop har vi også valgt at fastholde, da det stadig vælter ind med pakker. Vi har også en udfordring mht. levering ud af huset, da vores ordrer, bare siden pressemødet i går, er blevet fordoblet. Men vores medarbejdere knokler og er utrolig fleksible, så det er vi glade for,” slutter Kirsti Thygesen.

Hos Rema 1000 på Klosterparkvej i Kalundborg er købmand Allan Hansen også fortrøstningsfuld. 

”Vi må selvfølgelig være færre kunder, men det kommer ikke umiddelbart til at være et problem. De 2 meter afstand har vi hele tiden haft på mærkaterne på gulvet, da jeg beholdte dem siden marts. Der er styr på tingene. Det er småting, der skal justeres, så det går fint. De store linjer er jo trukket op, og vi har været vant til at indordne os længe nu. Vi skal dog være ekstra opmærksomme ved kassen, at kunderne får tid til at pakke deres varer,” fortæller Allan Hansen.

Boom i onlinesalg

Hos Rema 1000 benytter man i høj grad Vigo tjenesten, hvor man køber isne varer online hos Rema 1000 og får dem bragt til døren af andre kunder eller Rema 1000. 

”Jeg var selv ude med en levering i går, for det er ikke altid, at andre kunder kan levere, og så gør vi det selv. Jeg har en aftale med to af mine medarbejdere, der hjælper med at bringe ud efter arbejdstid . Onlinesalget er støt stigende og har været det den sidste måned,” siger Allan Hansen.

De skærpede restriktioner gælder foreløbigt frem til den 17. januar. 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0