AnnonceLuk annonce




Grillede grisetæer og baconsuppe på menuen

19-11-2018

De gamle opskrifthæfter er fra omkring1935. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I denne uge har Medborgerhuset emneuge, hvor der bydes på en lang række af gamle retter. Opskrifterne er kommet til veje ved et tilfælde.

I hele denne uge er det ikke helt almindelige retter som er på menuen i Medborgerhuset i Bredgade, men retter efter gamle opskrifter, som Medborgerhuset er kommet i besiddelse af ved en tilfældighed.

I dag mandag blev der fx serveret farseret æbler med kartoffelmos og sovs, og saftsuppe med arme riddere.

Men ellers er der rigtigt mange opskrifter som er langt væk fra det som spises i dag, hvad med fx grillede grisetæer, baconsuppe, bagt lever, stegte svinenyrer med skinkepølser, boller i kaperssovs, sprængt svinetunge og leversteg med rosiner.

”Nogle af retterne har jeg aldrig hørt om, og der er nogle af retterne hvor jeg tænker, det er simpelthen for ulækkert,” siger Marianne Madsen, daglig leder af Medborgerhuset, mens hun bladrer i de gamle opskrifter.

En tilfældighed

Mange borgere afleverer deres aflagte tøj i Medborgerhuset, her gør det så gavn hos husets brugere, og det var netop en pose med indleveret tøj som også indeholdt de gamle opskrifter, og Marianne Madsen tror at de kommer fra et dødsbo.

Opskrifterne er små foldere som i tilbage i 30’erne udkom en gang ugentligt og skulle hentes på det lokale slagteriudsalg, og som indeholdt opskrifter til hver dag i ugen.

Detektivarbejde

Der er ingen datering på opskrifterne, men formand for Medborgerhusets støtteforening, Kaj Buch Jensen har været i arkiverne og har lavet et stykke detektivarbejde og fundet frem til at de indleverede opskrifter er fra omkring 1935.

I forbindelse med denne uges emneuge blev der mandag formiddag præsenteret en udstilling fra Kalundborg Lokalhistorisk Arkiv om Andelsslagteriet, som lå i Nygade, og formand for Kalundborg Brugsforening Bjarne Dybdahl, fortalte kort om andelsbevægelse i Danmark, som Coop og Kalundborg Brugsforening jo om nogen er omdrejningspunktet omkring.

Tirsdag bliver der serveret gratin og grøntsager med ris og flæskefars, og risen er risengrød man pisker æg i, og som så kommer ovenpå retten, som et låg. Ligeledes serveres der kråsesuppe, i øvrigt en ret der altid blev lavet lillejuleaften på Kalundborg Sygehus.

”Når ugen er gået ved vi om det har været en madmæssig succes, men der lugter altså godt i køkkenet,” sagde Marianne Madsen.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0