AnnonceLuk annonce




Borgerne bestemmer hvordan 14 mio. kr. skal anvendes

05-03-2019

Omkring 50 borgere mødte frem i Ubyy-Jerslev. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Med ’Få det fikset´ puljen giver Kalundborg Kommune borgerne i kommunen en unik chance for at gøre deres indflydelse gældende i deres eget, nære lokalområde. Borgmester Martin Damm er i øjeblikket rundt i hele kommunen for at informere om puljen og mulighederne. Mandag aften var turen kommet til Ubby-Jerslev området.

Kommunalbestyrelsen har afsat 14 mio. kr. i en ’Få det fikset-pulje’, som skal anvendes til, at borgerne i kommunens lokalområder og landdistrikter kan give deres nærområde et løft. Idéen opstod, da de forskellige politikere var rundt i kommunen i forbindelse med kommunalvalget, og her blev mødt af mange forskellige forespørgsler i lokalsamfundene rundt omkring.

Puljen på de 14 mio. kr. er opdelt, så de 12 mio. kr. fordeles til 22 lokalområder, og 2 mio. kr. er reserveret til byer under 200 indbyggere og landdistrikter. I hvert af de 22 lokalområder begynder processen med et opstartsmøde, hvor borgmester Martin Damm nærmere redegør for tankerne bag ’Få det fikset’ puljen, og hvordan processen i øvrigt forløber.

Borgermesteren er nu cirka halvvejs på sin tur rundt til de 22 lokalområdet, mandag aften var turen så kommet til borgerne i Ubyy-Jerslev, som kan råde over 1 mio. kr. fra puljen.

Her var små 50 personer mødt op i Ubby Forsamlingshus for at blive klogere på ’Få det fikset puljen’.

”Jeg kommer med en stafet i hånden og når jeg går skal jeg føle at i har så godt fat i den at i kan løbe videre der fra,” sagde Martin Damm indledningsvis, og fortsatte,

”Vi vil gerne give jer så vide rammer som muligt, vi har kun et krav, det må ikke være ulovligt, og projekterne skal være rettet mod det offentlige rum.”

Efter at Martin Damm havde gennemgået reglerne fik borgerne mulighed for at snakke sammen og finde deltagere til en aktionsgruppe som skal være tovholder på de ideer som kommer på bordet.

Jørgen Bøge Jørgensen, formand for Hvidebæk Lokalråd meldte sig som den første til aktionsgruppen, og fik hurtigt selskab af folk fra spejderne, FDF, idrætsforeninger, beboerforening og et par enkelte privatpersoner.

Aktionsgruppen skal nu indkalde til et møde hvor de gode ideer for Ubby-Jerslev skal på bordet, ideer som kan koste helt op til en million kr. og hvis det er projekter som kan få støtte fra fonde kan det samlede beløb blive meget større.

Når aktionsgruppen har lagt sig fast på hvilke projekter der skal sættes i gang, skal der indkaldes til et godkendelsesmøde hvor 80 % af de fremmødte skal stemme for.

”Reglen om de 80 % er lavet for at der ikke sidder en aktionsgruppe som kan kuppe planerne, eller måske blive enige om at lave nyt køkken hjemme hos medlemmerne af gruppen,”  Sagde Martin Damm.

Pengene til ’Få det fikset’ puljen er fordelt sådan at lokalområder med fra 201 til 500 borgere får 250.000 kr., områder med fra 501 til 1000 indbyggere får 500.000 kr., fra 1001 til 5000 får 1 mio. kr., og Kalundborg by, hvor der er mere end 5000 indbyggere får 2. mio. kr.

Borgerne i de berørte områder inviteres til informationsmøderne via et brev i deres e-boks.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0