AnnonceLuk annonce




Fokus på livet med en kronisk sygdom

15-11-2019

Torsdag aften var der fokus på livet med en kronisk sygdom i Kino Den Blå Engel. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk 

Torsdag den 14. november var World Diabetes Day, og i den anledning havde Mette Thisgaard taget initiativ til at holde foredrag i biograf Kino Den Blå Engel i Kalundborg om at være forælder til et barn med en kronisk sygdom, og om at være barn, teenager og senere voksen og leve med en kronisk sygdom.

Budskabet var ikke til at tage fejl af. Mette Thisgaard og Christina Nunes vil gerne have mere fokus på, hvad det egentlig kræver, at leve med en kronisk sygdom – i dette tilfælde diabetes. Mette Thisgaard er forælder til Thilde Mai Thisgaard Kull, der har haft diabetes, siden hun var to år og cøliaki (glutenallergi), siden hun var fire år. Christina Nunes er i dag 28 år, og har levet med diabetes, siden hun var ti år, og har altså haft diabetes som barn, teenager og nu som voksen.  

”Det er en sygdom, der aldrig forsvinder lige meget, hvor meget man ønsker eller forbander den væk. Diabetes er en kronisk sygdom, som mange -  også børn – må leve med hele livet. For nogle lyder diabetes måske ikke så alvorligt, men det er en alvorlig sygdom, og vi lever med den hver dag,” siger Mette Thisgaard, der i mange år har haft en lyst til at fortælle sine omgivelser om, hvordan det er at være forælder tll et barn med en kronisk sygdom, og ikke mindst ruske i et system, der sjældent fungerer optimalt til trods for, at hospitalsvæsenet meget gerne vil hjælpe.

Råber systemet op

Mette Thisgaard og Christina Nunes vil gerne ’råbe systemet op’, da de begge mener, at der er alt for mange med kroniske sygdomme, der ikke får den hjælpe, de har brug for, hvilket de mange gæster i salen var enige i. Derudover blev der, under foredraget, talt om de forskelle, der er kommuner imellem, da den hjælp, man får, desværre kan være afhængig af, hvilken kommune man bor i. I Kalundborg Kommune er der fx mange, der ”slås med systemet” i forbindelse med at få den hjælp til deres sygdom, som de mener, der er brug for. 

Fra salen kom spørgsmålet da også, hvorvidt der fandtes en organiseret gruppe for diabetikere i Kalundborg Kommune, fx på Facebook, da det ofte er lettere at få politikere i tale, hvis man er mange, der står sammen. Der findes ikke en sådan gruppe på nuværende tidspunkt, men mange syntes, idéen var så god, at der nok ikke går længe, før det er en realitet. 

Formand for Ældre- og Sundhedsudvalget, Peter Jacobsen (DF) og formand for Børn- og Familieudvalget, Karl-Åge Hornshøj Poulsen (V) var ellers inviteret til arrangementet, men deltog imidlertid ikke.

God opbakning fra sygehus og erhvervsliv

Overlæge på Børneafdelingen på Holbæk Sygehus, Annie Ellermann, var også i biografsalen for at fortælle helt konkret om sygdommen og svare på diverse spørgsmål, der måtte være. Ligesom Kvickly Kalundborg var til stede med en bod, hvor de viste det store udvalg med specialkost til fx glutenallergikere. Mange diabetikere får nemlig konstateret cøliaki pga. diabetes. 

Diabetesforeningen Kalundborg var også repræsenteret ved arrangementet. Go’ Form havde en lille stand ude foran, hvor man kunne få gode råd om motion m.m., og Beauty Sense havde også en lille bod, hvor man kunne købe forskellige produkter. Til slut gik Brian Sønder Andersen på scenen, hvor han takkede de forskellige for at være med i den gode sags tjeneste, og overrakte så Mette Thisgaard et gavekort  til en gratis biografforestilling for en hel sal fuld af børn, doneret af Kino Den Blå Engel og deres samarbejdspartner.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0