AnnonceLuk annonce




Konkurs: Fortsætter uden alkoholbevilling

06-04-2017

Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Selskabet bag Café Zig Zag i Kalundborg, der skiftede navn til Cklb ApS den 26. januar i år er under konkurs. Efterfølgende startede ejerne af Café Zig Zag, og dermed også af det tidligere selskab, dog et nyt selskab - igen i navnet Café Zig Zag, og caféen er dermed ikke lukket. Ejerne har imidlertid ingen alkoholbevilling, men fortsætter alligevel med at sælge alkohol.

Når man har et selskab, der er gået konkurs, og man stifter et nyt, bortfalder den tidligere alkoholbevilling, og man skal ansøge om en ny. Det har ejerne af Café Zig Zag imidlertid ikke gjort, og der bliver derfor serveret alkohol ulovligt på caféen i Kordilgade i Kalundborg.  

”En alkoholbevilling bortfalder under konkurs. Det nye selskab skal søge ny bevilling, hvilket man dog ikke giver i dette tilfælde, da det andet selskab er under konkurs. Det siger lovgivningen,” oplyser en medarbejder fra Ledelse, Jura & Kommunikation hos Kalundborg Kommune.

Kurator har ikke set skyggen af papirer

Kurator af konkursboet, advokat Ole Vestergaard fra Selandia Advokater i Holbæk, har endnu ikke modtaget så meget som et stykke papir fra de to ejere af caféen til trods for, at de har lovet at aflevere alle papirer til kurator. Ej heller er det lykkedes ham at få fat i Deniz eller Jacob Uzundal pr. tlf. eller på anden vis.

”Ejerne skiftede navn i selskabet den 26. januar 2017 til Cklb ApS, og har så efterfølgende startet et nyt selskab den 1.2. 2017. Cklb ApS er altså nu under konkurs. Man kan sagtens lave en overdragelse, men der er selvfølgelig regler for, hvordan den slags skal gøres. Man skal først og fremmest finde ud af, hvad værdi caféen i det her tilfælde har. Hvad skulle fx en anden cafeejer give for den. Men i stedet for en anden ejer, er det deres eget selskab, der køber det. Men det betyder også, at medarbejderne får deres penge fra det nye selskab. Ligesom kreditorer selvfølgelig skal have penge, og ingen må forfordeles. Det bliver man holdt ansvarligt for, selvom man stifter nyt selskab,” siger Ole Vestergaard og fortsætter:

Men jeg har faktisk endnu ikke modtaget nogle papirer, fra ejerne af Café Zig Zag i Kalundborg, på konkursboet til trods for, at jeg var blevet det lovet. Nu har jeg så endnu en gang bedt Retten i Holbæk om at indkalde dem vedr., at de skal aflevere papirer til mig, og gør de ikke det, kommer politiet og henter dem, så vi kan komme i gang,” fortæller Ole Vestergaard.

Ingen kommentarer

Det lykkedes TV-Kalundborg at få fat i Deniz Uzundal, som driver og ejer Café Zigzag i Kalundborg sammen med sin bror, Jacob Uzundal, og ligeledes står bag restauranten Mørt i Kalundborg, men han ønskede ikke at svare på spørgsmål, og havde ingen kommentarer.

Det undrer bl.a. TV-Kalundborg, at man sælger alkohol uden en bevilling på caféen, hvilket vi selvfølgelig gerne havde spurgt ind til. Ligesom vi gerne ville have svar på, hvorfor man, i en længere periode, kun har kunne betale kontant på caféen. Endelig hvorfor man ikke svarer kurator samt afleverer de papirer, som kurator har bedt om i forbindelse med selskabets konkurs.

Deniz og Jakob Uzundal blev i øvrigt også erklæret konkurs med Café Zig Zag i Slagelse for kort tid siden, men fik afblæst konkursen efter få dage.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0