AnnonceLuk annonce




X Factor på Røsnæs

12-02-2021

Martin Jensen afholdte sin Boot Camp i Aktivitetshuset på Nyby Havn tilbage i efteråret 2020. Foto: Lasse Lagoni / TV 2.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Tilbage i efteråret 2020 var der Boot Camp for deltagerne i X Factor, og Thomas Blachman afholdte Boot Camp for sin kategori ’Grupperne’ på Dyrehøj Vingaard. Ligesom Martin Jensen havde sin kategori 23+ med i det Maritime Aktivitetshus i Nyby Havn.

I fredagens afsnit af X Factor på TV2 vil man kunne se, at de populære Boot Camps er optaget i Kalundborg. Nærmere betegnet på Røsnæs, hvor Thomas Blachman afholdte sin Boot Camp på Dyrehøj Vingaard og Martin Jensen i Aktivitetshuset på Nyby Havn. Oh Land og hendes gruppe hører vi nærmere om i næste uge.

Både Bettina Newberry fra Dyrehøj Vingaard og Troels Birk Kristoffersen, tidligere formand for Røsnæs Udvikling og Beboerforening fortæller, at det var en oplevelse, at have besøg af X Factor teamet, der alle var yderst professionelle. De blev begge kontaktet i løbet af sommeren sidste år om muligheden for, at man kunne låne lokationerne til Boot Camp i X Factor, som er underholdningsprogrammet, der vises på TV2 hver fredag aften kl. 20. 

En sjov oplevelse

”Jeg blev kontaktet af produktionsselskabet Blu i løbet af sommeren, og de kom efterfølgende forbi herude for at se vingården og området. Der var nogle forskellige restriktioner, som vi skulle overholde. Vi måtte fx ikke pynte op til jul, hvilket jo var omkring det tidspunkt, hvor vi normalt gør klar til julemarkedet osv., men det klarede vi fint, og de var så søde at have på besøg, og meget professionelle. De rykkede ind med 50 mand, og de var alle vegne, da der jo skal laves mange små klip, interviews osv. Festsalen, som mange jo kender, byggede de om flere gange atl efter, hvad den skulle bruges til. Det var imponerende at se,” fortæller Bettina Newberry, og fortsætter: ”Det var sjovt at se sådan en produktion, der bare kører, og hyggeligt at have dem på besøg. Vi fik gode snakke i i vores vin lounge, hvor de drak en kop kaffe eller, hvad det nu måtte være. Vi skulle dog huske, at der var flere ting, der var hemmelige bl.a., at Melvin skulle være vært, fordi Sofie Linde var gravid. Der var mange ting, vi ikke måtte sige. Men de var så søde alle sammen, og ryddede så pænt op, at man slet ikke kunne se, at de havde været hos os.” 

Troels Birk Kristoffersen, der er tidligere formand for Røsnæs Udvikling og Beboerforening, blev ligeledes kontaktet i løbet af sommeren 2020 for mulighederne for at holde Boot Camp i Aktivitetshuset på Nyby Havn.

”Jeg blev ringet op ad Blu, produktionsselskabet, der arbejder for TV2, engang i efteråret, fordi en af TV2s medarbejdere havde været på Røsnæs, og var meget begejstret for området. De ville derfor se på mulighederne for at afholde X factors Boot Camps på Røsnæs. Jeg viste ham rundt på bl.a. Dyrehøj Vingaard, Naturskolen, Møllen og Aktivitetshuset, og han så nogle helt andre muligheder end, hvad vi andre måske gør. Han kunne virkelig se rammerne,” fortæller Troels Birk Kristoffersen,” og fortsætter: ”Det var sjovt at være med til, men de havde lidt udfordringer, da en fra holdet blev testet positiv for COVID-19. De var nødt til at pakke alt sammen og køre hjem for derefter at komme tilbage ugen efter. Men de klarede alle udfordringer fint, og var yderst professionelle.”

Eksponering af smukke Røsnæs

Både Troels Birk Kristoffersen og Bettina Newberry er ikke i tvivl om, at det har været en fin måde at eksponere det smukke område på.

”Jeg tænkte, at kunne Røsnæs blive promoveret på den måde, ville det være rigtig fint. Jeg ved, at de filmer en masse, og at kun meget lidt af området kommer med, men synes alligevel, at det er rigtig fint, at man kan se, hvor smukt der er på Røsnæs, og at historien herudefra blev fortalt af andre,” siger Troels Birk Kristoffersen.

Bettinas Newberry er enig i, at det har været en rigtig fin mulighed for at reklamere lidt for Røsnæs.

”Det er da fedt for området, at vi kommer i tv, og lige nu op mod en forhåbentlig genåbning, er det da en fantastisk eksponering, som vi tager imod med kyshånd. Men alt det her kunne slet ikke have fungeret uden alle de frivillige kræfter, vi har herude. Vi har ikke tjent penge på, at de har været her, men til gengæld kan deres optagelser måske vise, hvor smukt her er. Det har helt klart været sjovt, at være med til at eksponere byen og Røsnæs på den måde,” slutter hun.

Flere fra de tre hold boede i øvrigt på Strandhotel Røsnæs. Grundet COVID-19-restriktioner var holdene dog ikke på Boot Camp på Røsnæs samtidig. 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0