AnnonceLuk annonce




Virksomhed skal efterbetale

28-05-2019

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Ifølge 3F er der en ualmindelig stor forskel på danskeres og polakkers løn på Ørsted-byggeri, der er under opførelse på Asnæsværket i Kalundborg, men det bliver der gjort noget ved nu, skriver Fagbladet 3F.

Danske betonarbejdere har tjent op til 67 pct. mere i løn, end deres polske kolleger på en stor byggeplads hos Ørsted på Asnæsværket i Kalundborg. Ifølge Fagbladet 3F bliver det dog ændret nu.

Polske betonarbejdere har tjent op til 85 kr. mindre i timen, end danske betonarbejdere. Forskelsbehandlingen har fundet sted på Asnæsværket hos Danmarks største energiselskab, Ørsted, der har den danske stat som hovedaktionær. Men nu kan de polske betonarbejdere imidlertid se frem til en efterbetaling, som vil sikre dem samme timeløn som deres danske kollegaer, idet 3F har indgået et forlig i en sag om ligeløn. Som følge af forliget har det danske firma GS Seacon netop efterbetalt en mio. kr.

Den store, danske entreprenørvirksomhed Per Aarsleff A/S har stået for betonarbejdet på byggeriet. Virksomheden har haft danske betonarbejdere direkte ansat. Derudover har Per Aarsleff A/S haft én underleverandør på betonarbejdet, GS Seacon, der har haft de polske betonarbejdere ansat.

Stor sejr

Hos 3F Kalundborg er glæden stor. ”Det er en sejr, at vi nu kan sikre vores medlemmer lige løn for lige arbejde, uanset hvilket land de kommer fra. Men det er meget rystende, at en af Danmarks største entreprenørvirksomheder har gjort forskel på folk på grund af deres nationalitet. Sådanne handlinger kan ødelægge det danske arbejdsmarked,” siger faglig medarbejder hos 3F Kalundborg, Theis Broberg Olsen.

Fagbladet 3F har bedt ledelsen hos Per Aarsleff A/S om svar på et par spørgsmål, men Aarsleff har ingen kommentarer til sagen, skriver Fagbladet 3F. Per Aarsleff A/S har i øvrigt, med forliget med 3F, forpligtiget sig til ikke at kræve løn tilbagebetalt af de danske betonarbejdere.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0