AnnonceLuk annonce




Vil ikke love at motorvej på Røsnæs vælges fra

10-10-2020

Af Jens Nielsen

Fredag var Venstres transportordfører og medlem af Transportudvalget, Kristian Pihl Lorentzen, på rundtur i Kalundborg Kommune for med egne øjne, at se mulige linjeføringer for en måske kommende Kattegatforbindelse. På Røsnæs havde han møde med formand for foreningen ’Nej til motorvej på Røsnæs’.

I øjeblikket er forundersøgelserne til en måske kommende Kattegatforbindelse godt i gang. Der er mange streger på kortet som indikerer mulige linjeføringer, men endnu er intet bestemt.

For at være bedre klædt på til de politiske forhandlinger var Venstres transportordfører og medlem af Transportudvalget, Kristian Pihl Lorentzen, fredag i Kalundborg for at se på mulige linjeføringer. Med på turen var også folketingsmedlem Jacob Jensen, valgt for Venstre i Kalundborgkredsen samt borgmester Martin Damm.

I Naturrummet på Røsnæs mødtes gruppen af politikere med formand for foreningen ’Nej til motorvej på Røsnæs’, Anders Jørn Jensen.

”Røsnæs er et helt unikt sted, udpeget i Danmarks naturkanon, vi synes simpelthen ikke man kan lægge en motorvej her,” indledte Anders Jørn Jensen mødet, og fortsatte,

”Vi er rigtigt bekymret for, at Røsnæs kommer med i VVM processen, for hvis vi skal bruge fem år i stor usikkerhed i lokalområdet, er vi bange for, at den positive udvikling der er på Røsnæs lige nu, bliver til afvikling i stedet for.”

Venstres transportordfører mener, at en Kattegatforbindelse er et visionært projekt, der gør at landet bliver bundet sammen på en helt ny måde, som samfundet kan have stor gavn af.

”Jeg kan ikke stå her og love, at vi vælger Røsnæs fra med det samme, for det hænger jo sammen med resten af projektet, hvad skal der ske på Samsø osv., men det der er vigtigt for mig, det er, hvad er konsekvenserne af de forskellige løsninger, men det er nok mest sandsynligt at linjeføringen bliver over enten Røsnæs eller Asnæs, men intet er bestemt endnu,” sagde Kristian Pihl Lorentzen.

Et støjhelvede

Anders Jørn Jensen er især bange for at Røsnæs bliver et støjhelvede og mener også, at det forpligter at Røsnæs er udpeget i Danmarks naturkanon.

”En VVM-proces frygter vi rigtigt meget, vi kan ikke se der kan laves en god løsning uden at det bliver et støjhelvede, vi vil gerne fravælges inden VVM processen, og lige netop støj fylder ingenting i forundersøgelserne, så derfor er vi bekymret,” sagde Anders Jørn Jensen

”Der er ingen tvivl om at vi skal tage hensyn til naturen når vi bygger sådan noget her, men vi skal også tage hensyn til mennesker, men der er stadig mange ubesvarede spørgsmål, og jeg kan godt forstå i er bekymret for Røsnæs, det er et fantastisk naturområde, men jeg lover ingenting nu,” sagde Kristian Pihl Lorentzen, og fortsatte,

”Der er mange streger lige nu, og derfor er der mange mennesker som er bekymret, men vi er nødt til at have en forundersøgelse, men jeg synes også vi skal gøre usikkerhedsperioden så kort som mulig, for det gør skade på et lokalsamfund.”

Erfaring fra Femern Forbindelsen

Folketingsmedlem Jacob Jensen mener, at en løsning over Asnæs vil være mest optimal.

”Motorvejen kunne gå ud i Kalundborg Fjord lige efter Ny Vesthavn og så etableres som en sænketunnel, nu drages der en række erfaringer fra Femern Forbindelsen og måske kunne elementfabrikken bruges igen til en Kattegatforbindelse,” sagde Jacob Jensen.

Anders Jørn Jensen havde en mulepose og klistermærker til bilen med til politikerne med foreningens budskab, Nej til motorvej på Røsnæs.

Inden de tre politikere fortsatte deres tur rundt i landskabet var der tid til et kik ud over de flotte skrænter på Røsnæs.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0