AnnonceLuk annonce




Vil bruge 500 mio. kr. til undersøgelse af Kattegatforbindelse

12-05-2021

Folketingsmedlem Jacob Jensen (V) mener, at en linjeføring forbi Ny Vesthavn og ud i vandet, er bedste løsning for en Kattegatforbindelse. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Venstre vil investere i moderne, effektiv og sammenhængende infrastruktur, der binder Danmark bedre sammen, understøtter den grønne transport, og sikrer grundlaget for vækst i hele landet, skriver partiet i deres nye trafikudspil. Både motorvejen til Kalundborg og en VVM-undersøgelse af en Kattegatforbindelse nævnes.

”Regeringen har nølet i to år, og dermed forsinket en række vigtige infrastrukturprojekter, der skulle have været igangsat allerede i år. Regeringen vil tilmed ikke oplyse, hvornår de ønsker at igangsætte de forskellige infrastrukturprojekter, der er med i deres udspil. Det skaber massiv usikkerhed, fordi det betyder noget for rigtig mange danskere, om et vigtigt vejprojekt bliver en realitet i 2024 eller 2034,” skriver Venstre i deres netop fremlagte trafikudspil, hvor de vil bruge 110 mia. kr. til nye infrastrukturprojekter frem mod 2035.

Blandt de mange projekter, der nævnes i Venstres trafikudspil er bl.a. Kattegatforbindelsen, hvor Venstre mener, at der skal afsættes 500 mio. kr. til en kommende Kattegatforbindelse.

”Der er behov for, at binde Danmark sammen på tværs af landet. Det kan en Kattegatforbindelse, sammen med andre vejprojekter, være med til at realisere, og det vil aflaste trafikken flere steder i Jylland og på Fyn. Derfor ønsker Venstre at afsætte 500 mio. kr. til en VVM-undersøgelse af en Kattegatforbindelse,” står der i trafikudspillet.

”Man taler meget om, at man vil binde Danmark sammen, og man kan vel ikke pege på noget forslag overhovedet ud over en Kattegatforbindelse, som kan binde landet mere sammen. Et projekt, som skal undersøges meget nøje, før man kan tage den endelige politiske beslutning,” siger folketingsmedlem Jacob Jensen (V), valgt i Kalundborgkredsen, og fortsætter: ”Nu laves der en forundersøgelse, hvor de forskellige muligheder for en linjeføring skitseres. Den er færdig formentlig i starten af 2020, og derfor vil vi gerne reservere midler til en eventuel VVM-undersøgelse af den linjeføring, som så bliver valgt, hvis man politisk går videre med projektet, og så tror jeg, det er vigtigt, at man får en afklaring ikke mindst lokalt, og så vil en Kattegatforbindelse jo være en naturlig forlængelse af Kalundborgmotorvejen mod det jyske.”

Jacob Jensen mener personligt, at en linjeføring over Asnæs vil give mest mening og mindst generer for lokalbefolkningen.

”Ud fra et Kalundborg synspunkt har jeg et ønske om, at man kan lave en forlængelse af Kalundborgmotorvejen forbi industrien i Kalundborg og til Ny Vesthavn, og derfra gå i vandet i en tunnelløsning, det er det, som vil genere mindst lokalt, og få motorvejen til at krydse Rute 22 mod Slagelse, som også er noget af det, man er begyndt at forundersøge til motorvej,” siger Jacob Jensen.

Kalundborgmotorvejen topprioriteres

Færdiggørelse af Kalundborgmotorvejen lå højt på listen over kommende projekter for den forrige regering, og er derfor også med i den nye trafikplan som en af syv topprioriteter for Venstre.

”Selv om ambitionerne er blevet mindre, er det godt, at regeringens udspil på mange måder minder om den aftale, der lå inden valget i 2019. For det var en god aftale. Derfor er vi også enige i mange af prioriteterne i regeringens udspil. Trods to års unødvendig forsinkelse kan vi nu få gang i vigtige projekter som eksempelvis færdiggørelsen af Kalundborgmotorvejen fra Regstrup til Kalundborg,” skriver Venstre i trafikudspillet.

Jacob Jensen tror, at færdiggørelsen af Kalundborgmotorvejen er med som et af de første projekter som sættes i gang.

Kalundborgmotorvejen skal jo med som noget af det første. Venstre har det som topprioritet, og når regeringen lægger deres pressemøde i Kalundborg, tænker jeg, at der må ligge et eller andet signal om, at det er noget af det, som kommer først,” slutter Jacob Jensen.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0