AnnonceLuk annonce




Video: Så blev det endelig tid til at starte op igen

25-04-2020

Af Jens Nielsen

Idrætsforeninger kan nu starte op med udendørs aktiviteter uden kropskontakt, når de generelle krav og anbefalinger overholdes. Lørdag mødte zumbaholdet i TGU hinanden for første gang, efter at alle aktiviteter har været lukket ned i flere uger grunden corona-situationen.

Så blev det endelig tid til at starte op igen med aktiviteter i idrætsklubberne. Hos TGU i Tømmerup var zumbsholdet klar lørdag formiddag, men det måtte foregå udendørs, og derfor havde holdet lånt arealet på BMX banen, der er nabo til Tømmeruphallen, da det kan være for farligt at danse på græs, da udøverne kan glide.

”Det er fantastisk at være tilbage, vejret er godt, og selv om vi i en periode har afviklet zumba online, så er det bare noget andet at mødes face to face,” sagde instruktør Anna Mortensen fra TGU.

Anna Mortensen har i flere uger livestreamet zumba via en facegruppe hjemme fra hendes garage, men det er slut nu. Fremover mødes zumba pigerne mandag, torsdag og lørdag.

Der er en række retningslinjer fra myndighederne som skal overholdes, derfor var det også kun muligt at være 10 samlet ad gangen, derfor blev der afholdt zumba to gange lørdag formiddag.

”Vi har dog nu fået lov til at lukke lidt op, og kan derfor tilbyde opstart at udendørsaktiviteter i TGU. Vi er klar over, at alle meget gerne vil i gang igen. Men TGU er ansvarsbevidste og følger selvfølgelig de retningslinjer, som vi modtager fra myndighederne samt idrætsorganisationerne som DGI, DIF, DBU med flere. Der er derfor vigtigt, at vi starter fornuftigt op og tænker os om,” har formand for TGU, Peter Holm Jørgensen, skrevet i en mail til alle udvalgsformændene i TGU.

For TGU er det helt afgørende, at en række generelle krav og anbefalinger fra sundhedsmyndighederne overholdes, når der trænes, derfor er der 7 punkter som medlemmerne skal overholde.

1) At man ikke må samles flere end 10 personer.
2) At man skal holde en afstand på 2 meter til andre personer.
3) At man er særlig opmærksom på håndhygiejne – brug håndsprit, hvis der ikke er mulighed for at vaske hænder med vand og sæbe efter træning.
4) At host eller nys sker i albuen eller i et papirlommetørklæde.
5) At man skal holde sig hjemme, hvis man har symptomer som feks. feber, hoste, muskelømhed – og gå straks hjem selv ved milde symptomer
6) Hvis der i forbindelse med træning og brug af faciliteter benyttes rekvisitter (feks. ketsjer, bolde eller cykel), anbefales det, at der så vidt muligt benyttes personlige rekvisitter.
   Hvis dette ikke er muligt, skal der være særskilt opmærksomhed på rengøring af fælles kontaktflader, hver gang en person afslutter brugen af en rekvisit.
7) Gå i bad hjemme efter træning. Tømmeruphallen og fælles omklædnings- og badefaciliteter er stadig ikke tilgængelige.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0