AnnonceLuk annonce




Video: Sociale mediers indflydelse på godt og ondt

06-12-2019

Tekst, foto og video: Jens Nielsen

Teaterkoncerten 'Like Me’, som er et samarbejde mellem flere skoler, er blevet en stor succes. Torsdag blev den sidste forestilling spillet.

Omkring 20 valgfagselever fra Rynkevangskolen og Skolen På Herredsåsen har siden sommerferien arbejdet med et musik-, teater- og danseprojekt på Musisk Skole. Projektet er resultatet af et intensiveret samarbejde mellem Musisk Skole, Ungdomsskolen, og folkeskolerne, og derudover har der sideløbende med teaterprojektet, været et valghold for folkeskoleeleverne på Allikelund Gymnasium. Valgholdet medier og kommunikation har stået for en stor del af PR-materialet til projektet, og de har arbejdet på de store videoprojektioner, der har været en del af forestillingens scenografi og udtryk.

I alt er der spillet syv forestillinger. En for forældre, resten for elever på skolerne. Torsdag formiddag stod eleverne på scenen for sidste gang, og folkene bag det store projekt er ikke i tvivl, det har været en stor succes.

”Da vi startede, ville de fleste bare male kulisser og ingen ville på scenen, men resultater er blevet så godt, eleverne har løftet sig helt vildt meget,” fortæller Gitte Bückner Schou, lærer på Rynkevangskolen.

I Teaterkoncerten ” Like Me.....” følger vi en gruppe helt almindelige piger, på en helt almindelig dag, i en helt almindelig by. De lever deres liv efter likes og pointsystemer, der gør det muligt for dem at få en kæreste, et bedre job, eller muligheden for at vinde en præmie som den allermest populære nogensinde. De er vant til at leve i en verden, hvor alt skal være perfekt. Men en dag går det galt.

Teaterkoncerten ”Like Me” er en kommentar til det digitale samfund, de unge vokser op i. Teksterne er skrevet af de unge selv, og forestillingen tager afsæt i den stigende perfekthedskultur, som de unge vokser op i. ”Like Me” handler om de sociale mediers indflydelse på godt og ondt.

Forestillingen er iscenesat af skuespiller Line Jønsson i tæt samarbejde med undervisere fra de involverede skoler og institutioner.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
11743