AnnonceLuk annonce




Video: Masser af søde påskelam

02-04-2021

Tekst, foto og video: Jens Nielsen

Omkring 20 små lam hopper rundt hos fåreavler Finn Roel Ringe på Røsnæs, og der kommer flere til hver dag. Inden længe bliver de sat ud på skrænterne på Røsnæs.

Hos fåreavler Finn Roel Ringe, Lillevang Fåreavl på Røsnæs ved Kalundborg er der kommet små lam til verden i en lind strøm den sidste tid. De mange moderfår har foreløbigt født omkring 20 lam, og der er endnu flere på vej de næste dage.

Alle får er scannet på forhånd, så derfor ved fåreavleren at der i alt skal komme omkring 80 lam til verden.

Blandt de 20 lam som indtil nu er født, er der et enkelt helt sort. Hvorfor der lige kommer et enkelt sort lam, har Finn Roel Ringe ingen forklaring på, men sødt og nuttet ser det ud som det hopper rundt mellem alle de andre hvide får og lam.

De mange får går normalt på skrænterne på Røsnæs, bl.a. ved golfbanen og ved Naturrummet.

De lam der spises til påske, er typisk født i efteråret, og altså ikke dem som lige er født, oplyser Finn Roel Ringe.

Påskelammet og Guds Lam

Lammet er også et billede på Jesus. I Det Nye Testamente kaldes Jesus "Guds Lam", der ofrer sig selv for menneskenes skyld. I mange kirker ser man også billeder af lam, som symboler på Jesus. Gudslammet holder ofte et kors eller en korsfane med det ene forben. Nogle gange bløder det fra brystet.

I Det Gamle Testamente er lammet også forbundet med påsken. I beretningen om de egyptiske plager fortælles, hvordan Gud gav jøderne besked på at smøre dørstolperne til deres huse med frisk blod fra et lam. Den sidste plage var, at alle familier skulle miste deres førstefødte, men der hvor der var smurt med blod, ville familien gå fri.

Kilde: Folkekirken.dk


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0