AnnonceLuk annonce




Video: Knallert nostalgi på tur

28-06-2020

Tekst, foto og video: Jens Nielsen

En gruppe knallert entusiaster ’Old School Knallert’ var søndag på en 75 km. lang tur ud i det blå, med start fra Bytorvet i Gørlev.

Puch, Yamaha, Kreidler S.C.O, Suzuki, alle mærker var repræsenteret da 20 knallert entusiaster med hang til gamle knallerter, søndag morgen mødtes på Bytorvet i Gørlev, inden den planlagte tur gik ud i det blå.

Interessen for gamle knallerter har været stærkt stigende de sidste år, og det har bl.a. fået priserne til at stige. Man kan være heldig at finde et gammelt vrag til få hundrede kroner som så skal sættes i stand, men køber man fx en Yamaha som står lige så flot som den dag den forlod fabrikken, ja så er prisen i nærheden af 50.000 kr.

Søndagens deltagere på Bytorvet var en god blanding af gamle lidt slidte modeller, men også rigtigt mange knallerter som stod snor lige.

Og hvor det i starten var mænd lidt oppe i alderen som købte en gammel knallert, så er der nu også mange helt unge som synes det er sjovt med en gammel Puch eller en gammel Yamaha.

Blandt dagens deltagere var Preben Larsen som var kørende på en Kreidler fra 1966, og den knallert har han et helt særligt forhold til, han har nemlig købt den som helt ny for 54 år siden, og den har stået hos ham lige siden.

Dagens 75 km. lange tur kørte bl.a. op over Bregningebakken, og det kan godt give lidt problemer for nogle af de gamle knallerter. I Hjembæk var der pause, hvor deltagerne fik frikadeller og kartoffelsalat.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0