Video: Gravemaskine gik op i flammer

Af Jens Nielsen

En gravemaskine på byggeplads gik op i flammer lige efter midnat tirsdag aften.

Vestsjællands Brandvæsen blev kaldt til brand i en gravemaskine klokken 00.17 på Bakkevangen i Kalundborg (sidevej til Herredsåsen).

Gravemaskinen stod på byggepladsen hvor KAB er ved at opføre 30 nye almene boliger med navnet Tornsbjærg.

Det var en nabo til byggepladsen som hørte noget der mindede om fyrværkeri og da han undersøgte sagen, opdagede han, at en gravemaskine stod i lys lue og han fik tilkaldt politi og brandvæsen.

Grundet ferie arbejdes der ikke på byggepladsen i øjeblikket, og gravemaskiner har derfor ikke kørt i flere dage, men der er ikke umiddelbart noget som tyder på at branden skulle være påsat.

Gravemaskinen er totalt udbrændt, men branden har ikke bredt sig til hverken bygninger, maskiner eller materialer på byggepladsen.

Del