AnnonceLuk annonce




Video: Bil fløj 50 meter gennem luften – fører stak af

19-09-2019

Af Jens Nielsen

Sent onsdag aften skete et voldsomt færdselsuheld i Bjergsted rundkørslen på rute 23. En bil med fire unge forulykkede med meget høj fart. Føreren af bilen stak af efter uheldet.

”Det var som at være med i en amerikansk film. Bilen kom kørende med meget høj fart og kørte over i venstre side af vejen lige før rundkørslen, her ramte den rundkørslen med høj fart og bilen fløj gennem luften, det var helt vildt,” sådan forklarer et ungt par som opholdt sig ved Bjergsted Forsamlingshus og overværede hele ulykken, da en bil med fire unge mennesker, onsdag aften omkring kl. 23, kom kørende fra Kalundborgsiden med meget høj fart og forulykkede da bilen ramte rundkørslen. Så snart bilen landede i rabatten på den anden side af rundkørslen, stak føreren af bilen af, mens det unge par på aftenstur tog sig af de øvrige tre i bilen, som alle var ved bevidsthed og havde sikkerhedssele på.

Da bilen, en Seat Leon, ramte den skrå kant på rundkørslen virkede det som en affyringsrampe og bilen fløj 52 meter gennem luften, hvorefter den faldt ned på den anden side af rundkørslen og lavede et stort hul i rabatten. På bilens vej gennem luften ramte den det trekantede skilt som står ved indgangen til rundkørslen når man kommer fra Jyderupsiden, et skilt som er placeret 2,5 meter over jorden.

Flere ambulancer og lægehelikopteren blev tilkaldt til de tilskadekomne som var tilbage i bilen. De blev tilset af helikopterens læge og er alle kørt til behandling på sygehuset.

Politiet satte flere hunde ind for at finde den undløbne fører af bilen, hvorvidt det er lykkedes at finde ham vides ikke på nuværende tidspunkt.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
11763