AnnonceLuk annonce




Video: 18 gange skybrud skal slukke eventuel brand

17-08-2020

Tekst, foto og video: Jens Nielsen

Avanceret brandslukningssystem på det nye AVISTA Green raffinaderi på havnen i Kalundborg blev testet mandag eftermiddag. Sprinkleranlægget giver så meget vand, at det svarer til 18 gange skybrud.

Det er tre år siden at en meget voldsom brand efterlod raffinaderiet som en bunke skrot, nu står der et helt nyt og topmoderne raffinaderi på den samme plads på havnen i Kalundborg, og til forskel fra det gamle anlæg, er der her brugt rigtigt mange penge på sikkerhed og brandslukningsudstyr.

På det nye anlæg er der brugt 50 mio. kr. alene til brandsikkerhed.

Der er bygget en tank med 3 mio. liter vand til brandslukning, der er installeret fire store dieseldrevne pumper der skal give vand til det sprinkleranlæg der er installeret overalt på raffinaderiet.

Og netop sprinkleranlægget blev testet og afprøvet mandag eftermiddag i overværelse af myndigheder og forsikringsselskab.

”Der er en vandintensitet på sprinkleranlægget, der ligger så højt, at det ikke bare slukker en eventuel brand, det beskytter også hele stålkonstruktionen, så den ikke giver efter for varmen, og i værste fald styrter sammen. Hvis det hele udløses, er der vand til 120 minutter i den store vandtank,” fortæller Peter Jonsson, teknisk direktør hos AVISTA Green, og fortsætter,

”Når sprinkleranlægget startes i alle sektioner, så svarer det til 18 gange skybrud.”

Hele det nye raffinaderi står i et stort badekar, så slukningsvandet opsamles og pumpes med tre store pumper, videre til en nyopført gylletank. På den måde er der ikke fare for, at forurenet slukningsvand løber i den offentlige kloak.

Kan det ske igen?

Mange vil nok spørge om der kan opstå en lige så voldsom brand som den i 2017, her er svaret nej.

”Det vil aldrig kunne foregå på samme præmis, det kan aldrig lade sig gøre, og det kan det alene ikke fordi vi har så stor en kraft i vores brandslukningsanlæg. På det gamle anlæg fandtes ingen former for sprinkleranlæg eller vandkanoner, og samtidig kan vi berolige omkringboende med, at her er intet der kan eksplodere, det er spildeolie der er i rørene, og det kan brænde, men det er kun gas og benzin som eksploderer, og det har vi intet af her,” siger Peter Jonsson.

Administrerende direktør for AVISTA Green, Leon Sloth Skovbo, overværede testen af brandslukningssystemet og er godt tilfreds.

”Det ser godt ud, alt er forløbet efter planerne,” fortæller direktøren, som oplyser at det faktisk er forsikringsselskabet der har stillet de største krav til sikkerhed, da anlægget er forsikret efter internationale standarder, og her er kravene højere end dem de danske myndigheder stiller.

AVISTA Green kørte søndag for første gang ren baseolie ud af det nye raffinaderi og Leon Sloth Skovbo regner med at den egentlige produktion kan starte om en uges tid.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0