AnnonceLuk annonce




Vestsjællands Brandvæsen har ansat ny direktør

31-08-2020

Lars Karlsen er ny beredskabsdirektør for Vestsjællands Brandvæsen. Foto: Jens Nielsen

Vestsjællands Brandvæsen, som indtil årsskiftet dækker Lejre, Sorø, Holbæk, Kalundborg og Odsherred Kommuner, får fra den 01.09.2020 en ny beredskabsdirektør.

Lars Karlsen bliver ny beredskabsdirektør for Vestsjællands Brandvæsen, der har administration i Kalundborg. Dette har beredskabskommissionen besluttet den 31. august 2020 på beredskabskommissionsmødet.

Det glæder formanden for beredskabskommissionen, Christina Krzyrosiak Hansen, at der nu er kommet navn på en ny direktør.

”Det glæder mig, at vi nu har fået fastansat en ny beredskabsdirektør for Vestsjællands Brandvæsen. Lars Karlsen er ny som direktør, men en utrolig erfaren herre inden for beredskabet. Han ved selv, hvordan det er, når alarmen lyder, og man skal træde til for at gøre en forskel for andre. Derfor er jeg sikker på, at han bliver en god leder for ansatte og frivillige i brandvæsenet,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen, der udover at være formand for beredskabskommissionen er borgmester i Holbæk Kommune.

Lars Karlsen har mange års erfaring i beredskabsbranchen og har fungeret som konstitueret beredskabsdirektør i Vestsjællands Brandvæsen efter den hidtidige beredskabsdirektør Helle Søeberg. Karlsen har i sin tid som konstitueret beredskabsdirektør lavet en reorganisering og udarbejdet en fælles retning med et nyt værdisæt, ny vision og mission. Den nye fælles retning er beredskabets ledestjerne og den fremtid, virksomheden ser for sig.

”Jeg ser frem til mange succeshistorier med mine medarbejdere og frivillige. Mit mål er, at Vestsjællands Brandvæsen skal være et borgernært beredskab, hvor det forebyggende arbejde og den beredskabsmæssige indsats skaber størst mulig tryghed og sikkerhed for borgere, virksomheder og kommuner i lokalområderne,” fortæller den nye beredskabsdirektør Lars Karlsen.

Vestsjællands Brandvæsen har været igennem en turbulent tid, nu er der brug for ro og fremgang. Karlsen siger selv, at han både er stolt og glad over at have fået jobbet som beredskabsdirektør. Han mener, at Vestsjællands Brandvæsen har potentiale for at opnå succes og glæder sig til at samarbejde med alle sine ledere, medarbejdere og frivillige om kerneopgaven. 

”Jeg ser frem til at bidrage til videreudvikling af Vestsjællands Brandvæsen i tæt samarbejde med den nye ledelse, medarbejdere, frivillige, kommunerne, beredskabskommissionen og øvrige interessenter,” fortæller Lars Karlsen.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0