AnnonceLuk annonce




Verdens største krydstogtskibe måske til Kalundborg

01-12-2016

Havnedirektør Bent Rasmussen og bestyrelsesformand Jakob Beck Jensen. Foto: Jens Nielsen

Med 500 meter kaj på den nye Vest Havn giver det mulighed for at verdens største krydstogtskibe kan gæste Kalundborg.

Kalundborg Havn har som bekendt en lang erfaring som krydstogtdestination og har fra begyndelsen i 2005 og til 2014 haft 75 krydstogtanløb og 60.334 krydstogtgæster over landgangsbroen, det kunne Jakob Beck Jensen, bestyrelsesformand for Kalundborg Havn, fortælle i sin årsberetning tidligere på ugen hvor havnens brugere, lejere og samarbejdspartnere var inviteret til det årlige møde med havnens ledelse og bestyrelse.

”Efter to års stilstand blæser havnens vækststrategi atter medvind i krydstogtsejlene.

Vi arbejder kontinuerligt og målrettet med at forbedre vores oplevelsesprodukt og øge antallet af krydstogtgæster. Et væsentlig punkt i vores 2015-2020 strategi er at skrue op for profileringen af havnen som en attraktiv og professionel servicepartner for krydstogtsrederierne. Og indsatsen har effekt. Derfor er det også en glæde at kunne fortælle, at ud over de seks anløb i 2017 vi allerede har meldt ud så er der allerede booket fire krydstogtanløb i 2018 og vel at bemærke med skibsstørrelser på 2800-2900 mennesker om bord pr. anløb”, kunne Jakob Beck Jensen fortælle på mødet.

Der er rift om kunderne

Siden Kalundborg startede som krydstogtdestination har en række andre danske havne fået samme ide, og det giver kamp om kunderne, men med opførelsen af den nye Vest Havn vest for Asnæsværket vil det give Kalundborg Havn et forspring i forhold til konkurrenterne.

”Med den nye 500 meter lange kaj på den nye Vest Havn ved Asnæsværket har vi mulighed for at tage i mod nogle af verdens største krydstogtskibe på størrelse med det som sejlede under Storebæltsbroen for få år siden og hvor skorstenen måtte sænkes, skibe der er 360 meter lange og har mindst 4500 passagerer om bord, og det er klart et marked vi vil gå efter”, sagde havnedirektør Bent Rasmussen til de mange deltagere ved mødet tidligere på ugen.

Det er kun ganske få havne i Danmark som kan tage i mod så store krydstogtskibe, men med opførelsen af den nye Vest Havn giver det helt andre muligheder for Kalundborg Havn.

Lige netop krydstogt markedet er i stor vækst, alene i England vækster markedet 8% i øjeblikket, og det får rederierne til at bygge større og større skibe.

Det største krydstogtskib som har besøgt Kalundborg er Arcadia i 2008, som er 285 meter langt.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0