Venstre har sat holdet til kommunalvalget 2021

Af Jens Nielsen

Ved et opstillingsmøde tirsdag aften i Hvidebækhallen, har Venstre i Kalundborg nu placeret sine 22 kandidater i rækkefølge til efterårets kommunevalg. Venstre stiller med kandidater fra alle geografiske områder i Kalundborg Kommune, der er unge, de lidt ældre, dem som har prøvet det før og debutanter.

Godt 100 Venstre-medlemmer var mødt op i Hvidebækhallen tirsdag aften, for at være med til at bestemme rækkefølgen på kandidatlisten til det kommende kommunevalg d. 16. november.

Valget af spidskandidaten og dermed borgmesterkandidaten, var en nem affære. Her stillede den nuværende borgmester, Martin Damm op som den eneste, og i sin tale til de fremmødte sagde han bl.a.:

”Nu er det syvende gang jeg stiller op til et kommunevalg, og det er fjerde gang som borgmesterkandidat for Venstre, vi har da heldigvis, og det er selvfølgelig ikke kun min fortjeneste, fået lov til at have borgmesterposten de sidste knapt 12 år,” sagde Martin Damm i sin velkomst, og fortsatte,

”Det er fantastisk at få lov at være borgmesterkandidat for det parti som hele tiden har en ambition om, at gøre tingene bedre. Mange andre hvis politik består i, var det bare som i gamle dage, der skal aldrig laves noget om, der må ikke komme nogen udvikling. Dem har vi rigeligt af. I Venstre har vi hele tiden ambitioner om, at selv om det er gået godt, så vil vi gerne gøre det bedre.”

Spidskandidaterne fra de fem øvrige vælgerforeninger (Martin Damm er spidskandidat for Gørlev), fik herefter lov at præsentere sig selv, inden der blev stemt om pladserne to til seks.

Resultatet blev, 2. Gitte Johansen, Høng 3. Anne E. Jensen, Raklev 4. Kristian Kallenbach, Bjergsted-Hvidebæk, 5. Jacqueline Hersing, Røsnæs 6. Søren Vang Fischer, Kalundborg, Årby, Tømmerup.

Herefter præsenterede kandidaterne, fra nummer 7 til 22, sig selv for de mange fremmødte Venstre medlemmer, inden stemmesedlerne igen blev fundet frem og udfyldt.

Fordelingen af de øvrige 16 kandidater til pladserne fra nummer 7 til 22 blev i nævnte rækkefølge:

7. Jakob Beck Jensen, 8. Karl-Åge Hornshøj Poulsen, 9. Bodil Hellemann, 10. Catrine Sinding, 11. Niels-Erik Sørensen, 12. Andreas Hastrup, 13. Thomas Pedersen, 14. Dan Hansen, 15. Peter Strande Rasmussen, 16. Mustapha Badr, 17. Thor Johannesen, 18. Torben Toft Andersen, 19. Mads Olsen, 20. Søren Bang Knudsen, 21. Claus Toftegaard, 22. Jimmy Sørensen.

Martin Damm sluttede mødet af med at fortælle om kommunens tilstand og medlemmerne kunne stille spørgsmål til borgmesteren.

Del