AnnonceLuk annonce




Velfærd for pengene.

26-04-2021

Læserbrev: Velfærd for pengene!

Kære Venstre i Kalundborg Kommune

I Venstre har I alt for længe gemt jer bagved ”serviceloftet”, som en belejlig forklaring på, hvorfor I ikke vil investere i vores nære velfærd, såsom børnehaver, skoler og plejehjem. I skulle i stedet være ærlige og sige, at I ønsker en minimalstats-kommune, hvor I ser igennem fingrene med sprækkerne i murene på skolerne, så længe de er billige.  Bliver jeg valgt, vil jeg arbejde for at lappe sprækkerne i stedet.

Det er på tide at smide krykkerne og lade være med at støtte jer til ”serviceloftet” for at forklare jeres politik. Velfærdsniveauet i Kalundborg Kommune er ikke bestemt af regeringen, de andre kommuner eller ”serviceloftet”. Sandheden er, at I ikke ønsker at flytte et komma på vores ”serviceloft”, på trods af, at det ville være en smal sag i de årlige forhandlinger med de andre borgmestre, hvor sol og vind fordeles mellem kommunerne. Bliver jeg valgt, vil jeg arbejde for, at vi bruger de penge vi har, hvor der er brug for dem!

I år er valgår og jeg synes, at det er på tide, at I ranker ryggen og står ved, at I er borgerlige og ønsker jeres egen kommunale version af Foghs minimalstat.

Så vil vi andre, der vil en bedre velfærd i fremtiden, være fuldstændig ærlige om det. Vi vil nemlig investere børnehaver, skoler og plejehjem. 

Nikolaj Lykke Vad (S), Kommunalbestyrelseskandidat 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0