AnnonceLuk annonce




Varslingssirener afprøves med lyd

05-05-2021

Foto: Colourbox

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Traditionen tro er den første onsdag i maj dagen, hvor sirenevarslingssystemet testes med lyd over hele landet, således også i dag. 

I dag, onsdag, kl. 12 vil varslingssirenerne blive afprøvet med udsendelse af hørbare varslingslyde. Der er ingen grund til bekymring, idet der blot er tale om den årlige afprøvning, hvor varslingssirenerne afprøves med lyd.

Hver nat testes sirenevarslingssystemet uden lyd. Men én gang om året skal systemet også testes med lyd. Siden 1994 er det sket på den første onsdag i maj kl. 12. Sirenevarslingssystemet kan umiddelbart virke både omstændeligt og utidssvarende, men sirenerne er fortsat et meget vigtigt redskab for det danske beredskab.

I dag bruges sirenerne typisk i tilfælde af voldsom røgudvikling fra en brand eller udslip af farlige stoffer. På landsplan er der opsat 1.078 sirener i byområder med flere end 1.000 indbyggere, og sirenerne kan høres af cirka 80 procent af befolkningen. I områder uden for sirenernes rækkevidde kan politiet varsle med mobile sirener. Der har i det seneste år ikke været brug for at tænde sirenerne i forbindelse med røgudvikling af en brand i Vestsjællands Brandvæsens område som dækker Holbæk, Kalundborg, Lejre, Odsherred og Sorø Kommuner. Sirenevarslingen signalerer, at borgerne skal gå indenfor, lukke døre og vinduer. Herefter bør man afvente yderligere information hos DR og TV 2.

Og så er der én vigtig ting, man ikke skal gøre – hverken onsdag middag, eller når sirenerne lyder for alvor: Det er vigtigt, at man ikke ringer 1-1-2, da det kan blokere for livsvigtige opkald. Man bør kun ringe 1-1-2, når man har akut brug for brandvæsen, ambulance eller politi, oplyser Vestsjællands Brandvæsen.

Læs mere om varslingssirenernes betydning på Beredskabsstyrelsens hjemmeside


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0