Varetægtsfængslet for grov vold

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag eftermiddag fik Midt- og Vestsjællands Politi en henvendelse fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, idet en patrulje fra den politikreds befandt sig på en adresse i Dianalund. Her befandt sig fire unge mennesker, som alle enten var blevet slået med diverse metalredskaber, eller havde fået sprøjtet peberspray mod sig lidt tidligere på eftermiddagen i en bil ved et vandværk i Gørlev. 

De fire unge var en 15-årig ung kvinde fra Dianalund og tre mænd på 16, 19 og 22 år, der alle blev overfaldet af flere personer under et ophold ved vandværket i Gørlev. Ruderne i bilen, som de befandt sig i, blev knust i forbindelse med overfaldet, hvorefter der blev sprøjtet peberspray ind i bilen. Efterfølgende blev de to mænd på 16 og 19 år overfaldet og slået med nogle metalredskaber. 

Efterforskning i sagen førte hurtigt politiet på sporet af en 20-årig mand fra Dianalund, som blev anholdt kl. 17 lørdag eftermiddag, som mistænkt for at være en af overfaldsmændene i sagen. Efter afhøring til sagen, herunder i et forsøg på at få identificeret øvrige mistænkte i sagen, forblev den 20-årige i politiets varetægt, idet han søndag blev fremstillet i grundlovsforhør med krav fra anklagemyndighedens side om varetægtsfængsling. 

Retten fulgte anklagemyndighedens krav, og varetægtsfængslede den 20-årige foreløbigt frem til den 13. april 2021. Retsmødet blev afholdt for lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning i sagen, hvor politiet skal forsøge at få identificeret øvrige mistænkte i sagen. Derfor kan politiet på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere om sagen.

Del