AnnonceLuk annonce




Valgkampen skudt i gang

15-06-2020

Bestyrelsen for Konservative Kalundborg, præsenterede deres nye brand, hvor Kalundborg er stavet med C. Bagerst fra venstre, Lars Nielsen, Frode Lund, Niels Erik Christensen, Ole Lauritzen. Forrest, Anne Grete Madsen, Helle Laursen Petersen, Anita Winther, Jesper Hansen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Konservative Kalundborg har skudt valgkampen i gang til kommunevalget 2021. Et helt nyt kampagnelogo blev præsenteret søndag, hvor bestyrelsen var på virksomhedsbesøg.

Selv om der næsten er halvandet år til kommunalvalget 2021 er de fleste politiske partier så småt gået i gang med at planlægge valgkampen.

For Konservative Kalundborg begyndte valgkampen søndag, hvor bestyrelsen var taget på virksomhedsbesøg på Dyrehøj Vingård på Røsnæs. Besøget var det første i en lang række af virksomhedsbesøg fra nu og frem til valget 2021.

I den første time af bestyrelsesmødet får virksomheden lov til at fremføre sine argumenter, og på Dyrehøj Vingård kom det til at handle meget om hvad der kan gøres for at styrke turisterhvervet i Kalundborg Kommune, fremført af vinbonde Betina Newberry.

”Dyrehøj Vingård er det første sted vi har været, og så kommer vi måske 15 steder mere inden næste års kommunalvalg, og så har vi lige pludselig samlet det allerbedste fra erhvervslivet i hele kommunen,” fortæller Helle Laursen Petersen fra den Konservative bestyrelse, og fortsætter,

”Vi vil gerne have flyttet politik og erhverv tættet på hinanden, og gerne bygge vores erhvervspolitik på det lokale erhvervsliv.”

Konservative Kalundborg opfordrer i øvrigt virksomheder som er interesseret i at få besøg af bestyrelsen for en snak om erhvervspolitik, til at henvende sig.

Nyt brand

Konservative Kalundborg kunne på deres møde søndag præsentere partiets nye brand i forbindelse med kommunalvalget 2021, et logo hvor Kalundborg er stavet med C som begyndelsesbogstav, som er partibogstavet for Konservative.

I øvrigt blev Kalundborg stavet med C i 1800-tallet og med to ll’er, som Callundborg.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0