AnnonceLuk annonce




Kommunal valgdebat om psykiatrien

05-11-2017

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Der er valgdebat om psykiatrien i Kalundborg Kommune tirsdag den 7. november på Aktivitetscenter Åvangen i Svebølle.

I forlængelse af den regionale valgdebat den 24. oktober, arrangerer Bedre Psykiatri Kalundborg nu en kommunal valgdebat i Svebølle – på Aktivitetscenter Åvangen, hvor en række politikere vil deltage i debatten. Arrangementet begynder kl. 18.30.

Ifølge Bjarne Rose Pedersen, formand for Bedre Psykiatri Kalundborg, halter inklusionen i Kalundborg Kommune stadig, og der er mangel på hjælp til børn og unge pårørende, der hvis de ikke bliver fanget i tide, selv har risiko for at blive ramt psykisk på sigt.

Derfor ønsker Bedre psykiatri Kalundborg, at der bliver indført gratis psykologhjælp både til ramte og pårørende unge.

”Bedre Psykiatri Kalundborg stillede tilbage i valgkampen 2013 en forespørgelse om oprettelse af et psykiatriråd, der skulle arbejde på lige fod med handicaprådet, dette er et råd, vi stadig ønsker at få indført i kommunen,” siger Bjarne Rose Pedersen, og fortsætter:

”Hvad vil politikerne gøre for at forbedre behandlingen af psykisk syge i Kalundborg kommune? Hvorledes øges fokus på de mangeartede problemstillinger, endnu engang vil en survey være omdrejning punkt for debatten. "Inklusion" er blevet et mantra. Men er det i virkeligheden af det gode?”

Bjarne Rose Pedersen efterlyser større lydhørhed hos politikerne.

"Når krybben er tom, bides hestene, siger man. Når psykiatrien fattes midler, koncentreres de resterende ressourcer om "brandslukning", og så bliver samarbejdet med de pårørende ofret. På trods af, at et godt pårørende-samarbejde i langt de fleste tilfælde er rigtig gavnlig for behandlingen af den syge. Derfor skal vi bedre pårørendeindsatsen i Kalundborg Kommune," siger han.

En lang række politikere vil deltage i debatten, herunder Maja Hansen (S), Anne Marie Hansen (DF), Anne E. Jensen (V), Jesper Hjelm Kristensen (EL), Hans Munk (R), Eva Levinsen (SF), Ole Lauritzen (C), Lars Kronborg (Nye Borgerlige) og Erik Møller (Skolelisten).


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0