AnnonceLuk annonce




Valg.

09-05-2019

Læserbrev:

Valg.

Så ringede klokken for folketingsvalg den 5. juni 2019. Det er nu, politikerne skal til personale- og jobsamtale med deres arbejdsgiver - nemlig borgerne. Udfaldet ser ud til at være givet på forhånd, og det er måske også på tide, at vi får afprøvet en ny regering med et nyt flertal bag sig. Det er det, man kalder for demokrati, at man af og til får skiftet ud på "stolene" og renset luften. I mine øjne har Dansk Folkeparti og Liberal Alliance spillet totalt fallit. Begge partier er endt op med et stort stempel på ryggen, hvorpå der står "levebrødspolitikere".

LA med de stålblå øjne og olympisk disciplin i at klatre i træer. DF,som langsomt blev et af de gamle kedelige partier med kun et mål for øje: at fastholde og udnytte sin position som regeringens dirigent, samtidig med den sædvanlige underlige flirten til højre- og venstrepartierne, så borgerne ikke vidste, hvor partiet egentlig stod. Helt på samme måde som i Kalundborg Kommune, hvor dansen omkring guldkalven henholdsvis i lokalpolitikken og regionsrådspolitikken klart handlede om DF.s hungeren efter placeringer, hvor det kaster mest guld af sig og ikke om, hvem og om hvad man skulle arbejde sammen om.

I Kalundborg Kommune blev det endnu engang et tæt - meget tæt - samarbejde mellem Venstres Martin Damm og DF.s Peter Jacobsen. Så tæt, at ingen kan se forskel på disse 2 partier. I regionen kastede samme Peter Jacobsen efter et par ekstra omgange omkring guldkalven sit lod i skålen for en socialdemokratisk  regionsrådsformand. Jeg har svært ved at se den såkaldte "røde tråd" i dette spil, hvis det hele ikke i virkeligheden handlede om kroner og ører til den private husholdning for den enkelte politiker. I disse dage bliver både LA og DF af vælgerne straffet for denne utroværdige adfærd. Ingen ved jo, hvor disse partier står. Det ene parti sælger ud af deres mærkesager for at bevare ministerbilerne. Det andet parti står i tide og utide op og proklamerer, at de sandelig har deres egen holdning, men ender altid med at stemme for deres velgørers ønsker. 

Denne svada vil selvfølgelig blive opfattet som sure opstød fra en gammel forbigået politiker som mig. Lad dem bare komme an. Jeg har som bekendt stor indsigt i nogle partiers udemokratiske arbejdsmetoder og er i dag glad for, at jeg er nået til et sted i mit lange politiske liv, hvor ordentlighed og ærlighed, samt det at kæmpe for folkeskolerne, børnehaverne, de syge og gamles velfærd, sættes over magt og personlig berigelse.

Jeg er stor tilhænger af udsagnet om, at det duer ikke, når politik (navnlig lokalpolitik) bliver et erhverv, som man helt og holdent skal leve af. Når det ender sådan, så sker der ofte det, at frygten for ikke at kunne fortsætte på indflydelsesrige poster med en god indtægt gør, at man sælger ud af sin egen politik og demokratiske suverænitet.

Gert Larsen

Kommunalbestyrelsesmedlem (løsgænger)

Kalundborg Kommune.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0