Værtshuse i symbolsk aktion: Vi er her stadig
30-01-2021Af Jens Nielsen
Jukebokse er slukket, øllet er for længst blevet dovent og er hældt ud, værtshusene er lukket. Danmark er stadig delvist nedlukket på grund af corona-pandemien.
Men fredag kom der igen liv i mange af landets såkaldt ’brune værtshuse’ - værtshuse med mørke træstole, jukebokse, raflebægere, dartskiver og stemning som i gamle dage.
Ikke en genåbning, men en fredelig happening - en påmindelse om, at de stadig findes trods coronakrise, nedlukning og hårdt presset økonomi.
Kontoret i Kalundborg og Centerpubben i Høng Centret deltog også i den lille happening, og havde tændt alt lyset fredag aften.
Den lille happening er spredt gennem Facebookgruppen ’Støt de brune værtshuse’, hvor der blev opfordret til at tænde alt lys ude og inde fredag aften i tidsrummet fra kl. 16-22.
’Kære gæster og forbipasserende, godt nok har vi stadig lukket, men vi har tændt alt lyset, i en kort periode for at fortælle at vi stadig er her og, at vi savner alle vores dejlige gæster. Vi kæmper til det sidste og føler med alle dem der har drejet nøglen’, stod der på plakaten som var fremstillet til fredagens happening.
Der går nok lang tid endnu inden der kan komme gæster på landets værtshuse. I følge myndighederne er nattelivet det sidste som får lov til at genåbne.

Kontoret i Kalundborg havde tændt lyset fredag aften. Foto: Jens Nielsen

Kontoret i Kalundborg havde tændt lyset fredag aften. Foto: Jens Nielsen

Morten Nystrup, indehaver af Kontoret. Arkivfoto: Jens Nielsen

Center Pubben i Høng havde tændt lyset fredag aften. Privatfoto

Center Pubben i Høng havde tændt lyset fredag aften. Privatfoto

Heidi Hundevadt, indehaver af Høng Center Pub. Privatfoto