AnnonceLuk annonce




Vær med til at holde din by ren

13-09-2020

Lørdag den 19. september er der affaldsindsamling på Gisseløre og i Ubby-Jerslev.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag d. 19. september trækker tusindvis af danskere udendørs for at samle skrald, når Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling løber af stablen. Årets indsamling sætter blandt andet fokus på de mundbind, der bliver smidt i naturen og i det offentlige rum.

Egentlig skulle den årlige affaldsindsamling have været i foråret, men Danmarks Naturfredningsforening måtte udsætte årets indsamling pga. coronavirus, men lørdag den 19. september er det atter tid til at samle skrald fra Moder Natur. I Kalundborg Kommune er der affaldsindsamling på Gisseløre og i Ubby-Jerslev kl. 10 - 12 sammen med Danmarks Naturfredningsforening Kalundborg.

Også uden for de danske grænser bliver der samlet affald netop den 19. september, da dagen nemlig er World Cleanup Day – en verdensomspændende indsamling.

Affaldsindsamlingen vil tælle mundbind

Hvert år indsamler Danmarks Naturfredningsforening oplysninger om, hvor mange kilo affald og hvor mange dåser der er blevet samlet på Affaldsindsamlingen. I år bliver de frivillige indsamlere også bedt om at angive, hvor mange mundbind de finder. Danmarks Naturfredningsforening er gennem den seneste måned blevet gjort opmærksom på, at det flere steder i landet flyder med henkastede engangsmundbind. Derfor sætter foreningen fokus på problemet på årets affaldsindsamling. Det er ikke uproblematisk, hvis udtjente mundbind havner i naturen. Fx er der plast i engangsmundbindene, som med tiden bliver nedbrudt til mikroplast – til skade for vores natur og miljø. Ifølge Waste Free Oceans er engangsmundbindene op til 450 år om at blive nedbrudt i naturen.

Alle kan være med

På www.affaldsindsamlingen.dk kan man finde en oversigt over alle de officielle affaldsindsamlinger. Her fremgår det, om tilmelding til de enkelte indsamlinger er påkrævet eller ej.

Man kan dog også deltage i Affaldsindsamlingen uden om de officielle indsamlinger. Hvis man går ud og samler affald på egen hånd og efterfølgende indtaster det på https://www.affaldsindsamlingen.dk/om/indtast-resultat/, tæller det med i det samlede resultat. 

Danmarks Naturfredningsforening opfordrer alle deltagere og arrangører til at benytte handsker og til at følge myndighedernes anbefalinger for at mindske risikoen for coronasmitte.

FAKTA: Om Affaldsindsamlingen

  • Den officielle indsamlingsdag er rykket fra d. 26. april til den 19. september pga. corona.
  • 142.000 børn fra skoler og dagtilbud skulle oprindeligt have samlet ind i hverdagene op til d. 26. april. Pga. corona blev de tilmeldte skoler og dagtilbud i stedet opfordret til at samle ind, når det passede ind i skemaet.
  • Affaldsindsamlingen har eksisteret siden 2006.
  • I 2019 blev der samlet 156.000 kilo affald, 110.000 dåser og 1.500.000 cigaretskod.
  • Bilka opfordrer alle danskere til at samle affald, og donerer samtidig 1 kr. pr. kilo affald, der bliver samlet ind på hele Affaldsindsamlingen 2020. Der kan hentes gratis affaldssække i Bilka og efterfølgende aflevere affaldet i sorteringscontainere på Bilkas p-pladser.
  • Merrild giver økologisk kaffe til indsamlingerne. Derudover donerer Merrild 25.000 kr. til et grønt skoleprojekt og opfordrer samtidig alle skoler til at kåre og hylde deres egen affaldshelt.

 

 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0